Mungo Park i Lillerød indvier en flot ny teaterbygning med teatrets første ’musical’. Man savner dog at teatret viser hvad det og det nye hus virkelig kan.
* * *
Kulturministeren var der, lokalpolitikere var der og flere af dem, der gennem årene – 37 år – har stået i spidsen for teatret i Lillerøds centrum, som i dag hedder Mungo Park, var der. Der blev skålet i bobler, og det var ikke kun fordi der var premiere på den første ’musical’ i teatrets historie, men også fordi den markerede indvielsen af en helt ny, flot teaterbygning.
Det var på tide, kan man sige. Den gamle bygning var utidssvarende, hvilket står i skrigende kontrast til teatrets ambition om at være et ’moderne teater til tiden’. Et ungt og dynamisk teater. Da Nicolaj Cederholm og co. i Dr. Dante i sin tid rykkede ind i den nedlagte møbelbutik, dryppede der vand ned gennem taget. Hullerne blev stoppet, så effektivt, at der nogle gange var så varmt i Mungo Parks teatersal, at man kunne få det helt dårligt. Man sad ikke særligt godt, men det var værre, at skuespillerne og teatrets tekniske stab ikke havde ordentlige arbejdsforhold. Det har de nu. Både for dem og for publikum er den nye Scene 2, som den hedder, en kæmpemæssig opgradering. Og kender man teaterchef Anna Malzer ret, så kommer den gamle sal, der nu hedder Scene 1, ikke kun til at være prøvesal. Lur mig, om ikke der stadig skal spilles små og mindre krævende forestillinger der i fremtiden.
Men først gælder det nutiden, og Mungo Parks første ’musical’. Jeg skriver det i kursiv, for spørgsmålet er om det ikke ’bare’ er en musikdramatisk forestilling? I programmet og pr-materialet omtaler Anna Malzer, som selv har instrueret, at teatret ikke har haft råd til orkester, drejescene og 20 dansere, og at ”Ingenmandsland” således ikke er en blockbuster-musical, men derimod en indie-musical.
Også den påstand må jeg anfægte. Indie betyder at man er uafhængig af kommercielle interesser, så langt så godt, men det betyder vel også, at man har skabt noget der stikker ud fra mainstream rent musikalsk. Her har dramatikeren Nanna Plechinger Tüchsen skrevet et stykke om UFO’er, konspirationsteorier og om at været en paria i forhold til samfundsnormen fordi man tror på det overnaturlige; på et liv i rummet. Hun har tilsat en stribe danske pop-rock sange – i nye interessante arrangementer – der svinger fra blokvognsklassikere som ”Sådan nogen som os” af Poul Krebs til Medinas ”Kun for mig”, fra Anne-Dorte Michelsen til Natasja Saad og fra Gnags til Pil. De er ganske vittigt vævet ind i rammefortællingen om en ung mand, der søger årsagen til sin fars selvmord, og sammen med en sød ung pige, som han forelsker sig i, og som har en podcast om UFO’er, opsøger han en excentrisk eneboer på Lolland, der var faderens ven, og ligesom han, er besat af UFO’er og troen på et liv i det ydre rum, og en forestående dommedag.
Det er en ganske sød og morsomt fortalt historie, der dog forekommer lidt lang i det – en time og 45 minutter uden pause. Og det hjælper ikke på forestillingens flow, at skuespillerne selv er musikere, og derfor skal finde hen og frem til deres instrumenter under eller mellem dialogerne. Til gengæld er det imponerende at opleve Henrik Prip, Mungo Parks nestor, både håndtere el-guitar, bas og keyboards, samtidig med at han giver excentrikeren Finn Heino både kant og karakter, som type et sted mellem Anders Lund Madsen og Niels Skousen. Alexander Mayah Larsen skaber med sin introvert-kejtede Orhan et kærligt-komisk portræt af den unge søgende mand, og får friskt og charmerende modspil af Laura Kjær som den meget tidstypiske podcast-vært, der ikke vil have sine holdninger udfordret. Den sidste rolle, er Orhans halvbror, Albert, spillet af Søren Birch Plum. En moderne weltschmertz-kunstner, som trods velspillet, fremstår som en overflødig karakter for fortællingen.
”Ingenmandsland” er en underholdende, lille forestilling om et interessant emne, men er det også en ’åbningsforestilling’ i den forstand, at den byder sit publikum velkommen med åbne arme og et ’se-hvad-vi-nu-kan’ udtryk? Nej. Scenografien fremstår både rodet og uskøn, nærmest pauver. Og den giver os på intet tidspunkt et indtryk af vi nu ser teater i et spritnyt, state-of-the-art teaterrum. Mungo Park har været fuldt funktionsdygtigt i byggefasen, det kan godt være forklaringen, men det virker helt forkert at vi ikke får præsenteret hvad rummet kan – udover en i øvrigt glimrende lyd og meget komfortable sæder. Var det bare mig, der sad og ventede på at se himmelrummets uendelighed åbenbare sig og blev skuffet, da det viste sig at forestillingen visuelt set intet havde at byde på, udover nogle sjove rumvæsen-dragter?
”Ingenmandsland” er ikke en forestilling, der sætter et aftryk i det dynamiske teaters historie, udover formelt at være åbningsforestilling på den nye scene. Hvad scenen og de kreative folk i Lillerød virkelig kan, må vi vente med at få at se til senere. Forventningerne er store.
——
”Ingenmandsland” af Nanna Plechinger Tüchsen. Musik og sangtekster af: Gnags, Søs Fenger, Thomas Helmig, Natasja Saad, Mukupa, Luluu Soul, Eagger Stunn, Poul Krebs, The Minds of 99, Pil, Barbara Moleko, Rasmus Walther, Niclas, Medina, Rasmus Stabell, Jeppe Federspiel og Anne Dorte Michelsen.
Instruktion: Anna Malzer. Scenografi og kostumer: Frederikke Dalum. Musikalsk arrangement og indstudering Ingvild Skandsen.
Medvirkende: Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær, Henrik Prip og Søren Birch Plum.
Spiller på Mungo Park til 20. januar.
Anmeldt 19. december (premiere)
Foto: Rumle Skafte.
