Succesfilmen omsat til et flot, lettere forlorent muscalshow, som nu endelig kan møde sit publikum.
* * * *
Da musicaludgaven af Susanne Biers 2012-film ”Den skaldede frisør” i foråret 2020 havde premiere på Scandic Falkoner i København blev den voldsomt godt modtaget med både fem- og seksstjernede anmeldelser, og en Reumert-pris nominering til Bodil Jørgensen, selvom forestillingen kun nåede at spille ganske få gange inden landet lukkede totalt ned som følge af Corona.
Nu to et halvt år efter ser det så endelig ud til at musicalen kan møde sit publikum, hvoraf rigtigt mange har gemt på deres billetter fra dengang til opførelserne i København og senere Musikhuset Aarhus.
Hovedrollerne er besat af det samme hold som dengang, på nær Jakob Fauerby, som spiller show i Tivoli og derfor er erstattet af Alban Lendorf, der har taget springet om man så må sige, fra den klassiske ballets ypperste elite til skuespillet og nu musicalen.
Det er altså stadig Xenia Lach-Nielsen, der spiller den kræftramte frisør Ida, Niels Olsen, der har rollen som den barske og uempatiske forretningsmand Philip, Maria Lucia og Silas Holst som deres respektive børn, der lidt head-over-heels skal giftes ved et romantisk flerdages bryllup på Philips italienske citronplantage – og altså Bodil Jørgensen, som Philips aldeles rædsomme svigerinde. Gode folk i alle roller.
Susanne Bier har selv skrevet manuskriptet, sammen med filmens Anders Thomas Jensen, der flytter historien fra filmlærredet til teaterscenen, og ingen ringere end popkongen fra Aarhus’, selveste Thomas Helmig har skrevet forestillingens sange på nær fire, som Jaybros står krediteret for. Samme Jaybros, som jeg aldrig har hørt om, bliver ellers ikke nævnt overhovedet i det flotte trykte program, selvom deres fire ud af 15 sange i forestillingen er blandt de vigtigste i fortællingen.
Nå, men et er Jaybros, noget andet er at Thomas Helmig også har skrevet nogle håndfulde meget vellydende og rigtigt fine popsange, som bidrager særdeles godt til at fortælle historien, der grundlæggende er en romantisk komedie om den fattige frisør, som efter et kræftforløb, bliver svigtet af sin sjuft af en mand (spillet med håndfast komik af Benjamin Boe Rasmussen) netop som parret skal til Italien til datterens bryllup. Philip er den stenrige enkemand, der aldrig rigtigt har fundet melodien i livet efter konens død og har været den klassiske fraværende karrierefar. Naturligvis opstår der sød musik mellem dette umage par og selvom brylluppet bliver aflyst i sidste øjeblik fordi gommen Patrick opdager eller måske snarere erkender, at han hellere vil danse tæt med sin italienske barndomsven Alessandro end med Astrid, så ender det hele alligevel lykkeligt under de blomstrende citrontræer.
”Den skaldede frisør – The musical” er et ganske forrygende show. Og en knapt så forrygende musical. Man mærker meget tydeligt forskellen på film og teater, for scenerne er flimrer afsted over scenen, uden rigtigt for alvor at give sig tid til at etablere fortællingen og karaktererne. De bliver med få undtagelser aldrig andet end skitser, og hvad der kan lykkes så fint på den måde på film-mediet lykkes aldrig rigtigt på scenen, hvor alting bliver glat og unødvendigt overfladisk mens de smukke scenebilleder, spillescener og showoptrin skifter nærmest minut for minut.
Forestillingens kor af dansere og sangere leverer hårdt og topprofessionelt arbejde, og der trækkes store veksler på dem, så meget, at man ofte sidder med følelsen af at koreografien stjæler billedet fra de spillescener og sange, som helst skulle røre og bevæge os en lille smule, men som i denne glatpolerede showmaskine oftest kommer til at ligne musikvideoer. Selv Ida og Philips store kærlighedsduet ”Så kom du” bliver sovset ind i lækre baggrundsvokaler, selvom sangen burde og sagtens kan stå alene, smukt leveret som den bliver af Xenia Lach-Nielsen og Niels Olsen. Og når Xenia Lach-Nielsen synger sin store solo ”Mit liv”, hvor hun træffer sin livsbeslutning om at forlade sin mand og gå efter kærligheden med Philip, så er det igen med danserne (deres dygtighed til trods) som forstyrrende irritationsmoment. Tro dog for pokker på det!
Således har ”Den skaldede frisør” bestemt sine mangler, men det er alligevel en showmusical over gennemsnittet af hvad vi de seneste år er blevet udsat for. Der er trods alt en historie, der er ny og velkomponeret musik, der går i både ører og ben, og der er gennemført solide præstationer af solisterne, der synger og danser lækkert og gennemført godt. Og jo, Bodil Jørgensen vælter igen huset som hun (afgiveligt, for jeg nåede ikke at se den i 2020) gjorde det i 2020 som den frygtelige og frygteligt morsomme svigerinde, der er den ledeste heks overfor sin udfordrede teenagedatter (morsomt og præcist spillet af Nanna Rossen) og lefler efter Philips kærlighed. Hun er forestillingens absolutte højdepunkt med en sublim repliklevering og skøn karakterkomik.
Det kan ikke nægtes at ”Den skaldede frisør” er blevet et lige lovlig forlorent og overfladisk musicalshow, hvor de troværdige følelser ikke fuldt ud får lov at komme til deres ret, men det er også blevet et effektivt og hårdtpumpet show, der som sådan fungerer aldeles upåklageligt.
—–
”Den skaldede frisør – The musical” Manuskript af Anders Thomas Jensen og Susanne Bier baseret på filmen af samme navn. Musik: Thomas Helmig og Jaybros.
Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Benjamin la Cour. Koreografi. Anja Gaardbo. Koreograf på genopsætningen: Olivia Sol Anselmo. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Videodesign: Benjamin la Cour og Ja Film. Arrangør & kapelmester: Joakim Pedersen.
Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Niels Olsen, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Silas Holst, Bodil Jørgensen, Alban Lendorf, Benjamin Boe Rasmussen, Rikke Lillevang, Nanna Rossen, Joakim Lind Graae Tranberg, Line Krogholm, Vibeke Zederkof, Jeff Ace Schjerlund, Ronni Ankerstjerne, Patricia Tjørnelund, Ilang Lumholt, Alberte Kyst, Asta Gaardbo, Lea Simonsen, Luc Boris André Kouadio, Oliver G. Zohore Bergstedt, Ibrahim Madsen og Maria Gauger.
Producent: Rikke Lange. Executive producers: Jesper Winge Leisner & Susanne Bier.
Spiller nu på Scandic Falkoner og fra 28. oktober i Musikhuset Aarhus.
Anmeldt 11. september (re-premiere)
Foto: Miklos Szabo.