Forside Anmeldelser 2022 ODSHERRED SOMMERREVY 2022

ODSHERRED SOMMERREVY 2022

554
0

Helt ny revy i Odsherred er skør og skæv, poetisk, urkomisk og temmelig musikalsk. En anderledes revy, som forhåbentlig bider sig fast.

* * * * 

De er godt vant når det gælder revy i Odsherred, hvor Dragsholmsrevyen indtil sidste år har sat landsdelen på revykortet. Og de lokale og områdets mange sommerhus- og feriegæster bør bestemt også i år sætte penge af i budgettet til at lægge vejen omkring Odsherreds smukke, nye teater i Nykøbing Sj., hvor en helt ny revy indtager byen.

Den norske, men herboende, instruktør Frede Gulbrandsen indfrier en gammel drøm om at lave sin egen revy, og optræder tilmed selv på scenen, nænsomt doseret i forhold til revyens absolutte attraktioner; Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen.

Revyen har sin helt egen tone. Og det er ikke kun instruktøren, der spiller med, det gør regissøren Katrine Skjoldelev også – og bestemt ikke kun som ‘fyld’ i en sketch – og forestillingens musiker Henrik Silver. Han nøjes ikke ikke kun med at synge smukt med i flere flerstemmige arrangementer, men optræder sågar som Christian IV i en MeToo-monolog. Ét af meget få tiltag, der ikke falder helt heldigt ud, men det kan blive bedre, når teksten sidder på rygraden.

Musikalsk er Silver til gengæld en gevinst, bl.a. når han med skøn charme synger dansktop-solisten Peter Vesth’s  “Fru Pedersens bordel” med resten af holdet som backingkor.

Det er dog Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen, der får lov til at trække det store læs, og som de dog kan. Han med en ganske vidunderlig poetisk komik i adskillige skæve mandetyper – flere af dem taget ud af hans soloshow “Mænd i mindre doser”. Hun med en konstant underliggende sjælfuld dybde, der balancerer på den smalle grænse mellem tragikken og komikken. 

Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen er på hver deres vidt forskellige måde aldrig ‘bare’ morsomme, og det er deres og revyens helt store styrke. Til fans af Bente Eskesens Dragsholm-revyer er dette glædeligt, for det var noget af det samme hun mestrede i sine revyer, og det gamle stampublikum vil sagtens kunne finde en ny lokal yndlingsrevy i denne Odsherred revy.

I første akt brillerer Kristian Holm Joensen først som den 48-årige mand, der bekymrer sig og stiller spørgsmål til alle hverdagens små og store tilskikkelser. En fin-fin underfundig tekst, og mesterligt udført. Senere er han helt oppe på den store komiske klinge som uheldig Tour de France-rytter. Her er urkomikeren på slap line og det er aldeles henrivende.

Rikke Bilde er i særklase når hun parodierer Mette Frederiksen, så vi er lige ved at tro at det er den ægte vare, der er kommet på besøg. Satiren er ætsende skarp og helt aktualiseret tekstmæssigt, og Bilde kan bedre end nogen anden scenekunstner ramme selv de fineste detaljer i statsministerens jargon, mimik og kropssprog. Det er sommerens bedste parodi – med afstand. 

Efter pausen leverer hun med underspillet inderlighed en lang, helt anderledes revymonolog som moderen, der fortæller sin søns livshistorie. Det er frækt og modigt at tage et nummer af den slags med, men dybsindigheden opvejes umiddelbart efter af den skinbarlige galskab, når Kristian Holm Joensen optræder med en rå, dansende kylling.

Endnu et højdepunkt er Rikke Bildes smukke sang om kvinden, der ikke kan trænge igennem til den mand hun elsker, fordi han altid kun fordyber sig i mobiltelefonens univers. På Lionel Richies “Hallo” synger hun inderligt og intenst sin afmagt ud og slutter med at sende ham en SMS til farvel.  

Joensen og Bilde er komplet vanvittige i et fællessangnummer som jeg er spændt på om kan lykkes som på premieren hver aften, og som de to fulderikker, der synger om organdonation på den gamle “Du må få min sofacykel når jeg dør”.

Frede Gulbrandsen selv fungerer upåklageligt som oplægger i flere numre, og er ellers mest sig selv i en intro og en outro samt i et elegant nummer hvor han og Katrine Skjoldelev stepper på ski – som enhver nordmand jo er født med på fødderne. Han har tidligere lavet et par Kerteminderevyer, men står her selv som revydirektør, instruktør og solist for første gang. Og man må virkelig håbe at dette års spæde start med blot 10 forestillinger, kan blive en ny fast tradition i Odsherred sommerland. Revyen fortjener i hvert fald et stort publikum, for det er en af sommerens mest sympatiske og velspillede revyer. Skynd jer! De spiller kun til 16. juli.

Odsherred Sommerrevy 2022.

Tekst og musik: Mei Oulund, Knutsen & Ludvigsen, Frede Gulbrandsen, Kristian Holm Joensen, Rikke Bilde, Peter Vesth, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Søren Anker Madsen og Jan Svarrer, Jon Niklas Rønning, Alice Tegnér, Pierre de Geyter, Mads Kaiser, Jantzen & Aagaard, Søren Kragh-Jacobsen, Carl Nielsen, Linn Skåber, Trond Hanssen, Lionel Richie, Josephine Nørring, Søren ‘Sonny’ Jensen m.fl.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Kostumer: Charlotte Stahrnberg.

Medvirkende: Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Frede Gulbrandsen, Katrine Skjoldelev og Henrik Silver (musiker m.m.).

Spiller på Odsherred Teater til 16. juli.

Anmeldt 5. juli (premiere)

Foto: Klaus Vedfelt.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her