Det, der engang var landets frækkeste og mest nyskabende revy, er blevet en forudsigelig parodi på sig selv. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.
* * * *
Det er ikke fordi årets Kerteminde Revy ikke er morsom, og det er heller ikke fordi den ikke indimellem overskrider grænserne for hvad man tror man kan tillade sig at sige og gøre på en revyscene i 2022.
Men Kerteminde Revyen er i år først og fremmest forudsigelig, og dermed ender den med mere at blive en parodi på sig selv, end på de samfundsnormer, den vil tage satirisk gas på.
Det er morsomt, godt set og groft, når Sofie Stougaard allerede i revyens første nummer optræder som den åh-så-medmenneskelige dansker, der med åbne arme inviterer ukrainske flygtningekvinder til at bo i sit hjem, men smilet stivner, da hun i stedet får to muslimske mænd fra Syrien. Gestaltet af Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang, på en måde, der får Muhammed-tegningerne til at lige en stribe om Rip, Rap og Rup.
Det er bestemt en morsom vinkel på kønsskifteopererede mænd i kvindesporten, når Kholghi slår tænderne ud på Katja Holms kvindebokser, og rammende når Stougaard og Holm som mænd taler om ’krænkelser’ og slår det hen med ’det var en anden tid’. Det er dygtigt udført når Farshad Kholghi i én og samme monolog, er både sig selv, en thai-importkone, en nordjysk bonde og en kælvende ko, men det er også lige lovlig meget gammel vin på nye flasker.
Det samme gælder revyens Kasper Hjulmand-parodi om det forestående VM i Qatar, der er pakket ind med queerleaders, som til forveksling ligner et seks år gammelt landstrænernummer samme sted om Morten Olsen.
Et gensyn med Klatteminde byråd har stadig sin charme, men hvor er det overraskende tvist?
Vanviddet og det politisk ukorrekte kender nærmest ingen grænser i et grotesk nummer, hvor Farshad Kholghi optræder som afrikansk danseinstruktør, hvis fri dans befrier os for vores fordomme, samtidig med at han træder på sin egen fem meter lange penis. For meget? Ja, afgjort. Morsomt? Ja, bestemt, men det virker lidt som en provokation for provokationens skyld. Det gjorde humoren i Kerteminde revyerne ikke for fire-fem år siden, men det gør den i dag.
Revyens bedste nummer er derfor en næsten gammeldags fortolket vise om ’Den sidste analoge person’, fornemt leveret af Kim Hammelsvang, der også optræder som djævelsk præst, som oldgammel portør og som Dronning Margrethe, hvor hverken tekst eller fremførelse dog når Ulf Pilgaard’sk niveau. Også ensemblet som russisk militærkor, der synger danske sange i russiske versioner – med linjer som “I Øster stiger Putin op’, ‘går ind i land og by’ og ‘de vild’ ukrainer’ er blandt aftenens højdepunkter.
Sofie Stougaard parodierer skarpt Pia Kjærsgaard, og synger bl.a. om farverig verdensforurening. Katja Holm har en yndig hyldest til Charles Aznavour og revychefen Mads Nørby dukker op i glimt med selvironiske og lokalpolitiske hip. De visuelle rammer er yndige, man er i musikalsk gode hænder hos pianisten Peter Bom. Og den stegte flæsk inden revyen var bedre end i mange år.
Kerteminde Revyen 2022 redder sig små 4 stjerner på charmen, men skriger efter fornyelse.
”Kerteminde Revyen – Ét skridt for langt”.
Tekst og musik: Morten Nørby, Niels Dahl, Peter Bom, Farshad Kholghi, Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Taus Bøytler, Sofie Stougaard, Katja Holm, Linn Skåber, Trond Hanssen/Jon N. Rønning/Vermund Vik, Marie Mondrup, Jens Jacob Tychsen, Kim Hammelsvang, Lukas Birch, Thomas Pakula, Martin Jantzen, Søren Vandkær, Kasper Winding/Lis Sørensen/Lone Scherfig og Mads Keiser-Nielsen.
Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Anders Vesterholm, Kostumer: Vibeke Valeur, Koreografi: Helena Dong.
Medvirkende: Sofie Stougaard, Katja Holm, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi, Mads Nørby og Peter Bom (kapelmester).
Spiller på Tornøes Hotel til 9. juli.
Anmeldt 22. maj (premiere)
Foto: Emil Andresen
