Intens og meget velspillet klassikeropsætning på Aarhus Teater.
* * * * *
Den århusianske sangerinde Tina Dickow synger i en af sine mest kendte sange om at man kan tage pigen ud af Aarhus, men ikke tage Aarhus ud af pigen. På samme måde gælder det for hovedpersonen i Tennessee Williams’ mere end 70 år gamle drama ”Omstigning til Paradis”. Blanche DuBois er født i sydstatsoverklassen, og selv om hun har mistet sin rigdom og sit job, og selvom hendes selvrespekt er blevet en hel del fortyndet af billig whiskey, så føler hun sig fortsat højt hævet over den primitive underklasse, hun er tvunget til at opsøge i New Orleans. Overklassemanererne kan man ikke tage fra hende, eller også vil hun bare ikke slippe dem og indse virkeligheden.
Søsteren Stella har valgt et liv tæt på samfundets bund med den grove og primitive Stanley Kowalski, andengenerationsindvandrer fra Polen. Modsat sin storesøster, har Stella affundet sig med sin sociale deroute. Her, deep down south in Louisiana, slår det gnister mellem den nedladende, arrogante Blanche og søsterens voldsparate, men stolte machomand, og skuespillet er en lang, symbolladet magtkamp mellem både køn og klasse.
På Aarhus Teaters Scala-scene har den norsk-amerikanske instruktør Peer Perez Øian valgt at lade New Orleans beskrive primært gennem musikken, og hele ensemblet er på scenen stort konstant, agerende som musikere i et band, der spiller tidstypiske sange som fængende underlægningsmusik til dramaet. Det er uhyre vellykket.
Scenograf og kostumedesigner Franciska Zahle lader derimod det slidte arbejderhjem fremstå koldt og klinisk, med hvide vægge og slidte møbler, og scenografien arbejder på den måde imod den lille lejligheds klaustrofobiske modsætning til det gods i Mississippi, som Blanche har måtte forlade, og stik imod den dampende hede – såvel fysisk om sommeren i New Orleans, som på det underliggende erotiske plan – der er en væsentlig del af Williams’ historie. Nok tager Blanche hele tiden bade, og nok er Stanley det meste af tiden i bar overkrop for at understrege hans dyriske natur, men på intet tidspunkt mærker man eller bare fornemmer den svedige, lumre varme, der ellers synes så vigtig for historien.
Selvom scenografien i mindre grad er vellykket, så lykkes det alligevel at skabe en intens stemning og elektricitet i forestillingen, som trods en spilletid på over tre timer inkl. pause på intet tidspunkt mister sit greb om publikum og slet ikke virker lang. Tennessee Williams’ tekst er stadig en fremragende teatertekst, selvom man bestemt kan argumentere for at verden og kønsrollerne har forandret sig meget siden efterkrigstiden. De sociale modsætninger mellem rig og fattig forekommer dog stadig at være lige relevante, se blot på de unge menneskers higen efter altid at fremstå ’perfekte’ på de sociale medieplatforme. Det opfattes formentlig stadig ’finere’ at være af fransk afstamning end af polsk (eller i en 2022-kontekst, mellemøstlig), og selvom vores kønsrolleopfattelse er under forandring, er det vist fortsat ikke helt unormalt i det, der stadig beskrives som arbejderklassen, at det er mændene, der mødes til poker, og kvinderne, der sørger for maden. Og desværre er det i dag i høj grad fortsat et tema, at mænd bruger vold og i yderste konsekvens voldtægt som det ultimative magtmiddel mellem kønnene. Præcis som det er tilfældet for Stanley Kowalski, når de sproglige argumenter hører op.
”Omstigning til Paradis” har således som skuespil stadig relevans, og som det spilles her bliver det til fremragende teater. Forrest står naturligvis den nyligt Reumert-prisnominerede Nanna Bøttcher i rollen som Blanche. Hun lægger et nyt lod i boksen til næste års Reumert, når hun her leverer et smukt portræt af en kompleks kvindefigur; på en og samme tid koket og nedladende, arrogant og charmerende. En på mange måder skrækkelig kvinde, som Nanna Bøttcher alligevel formår at skabe en form for sympati for. Overfor hende fremstår Jacob Madsen Kvols med sin senede krop, som en værdig mod- og medspiller. Mette Døssing er glimrende som den indadvendte, resignerende lillesøster, og Christian Hetland er aldeles strålende som den sarte og skrøbelige ven Mitch, der forelsker sig fatalt i den altædende femme fatale. Carla Eleonora Feigenberg får alt ud af den ganske lille rolle som hjælpsom nabokone, og Viktor Pascoe Medom og Lukas Toya gør glimrende fyldest i de skiftende, små bikarakterer. Det er Blanche-figuren, der er det altdominerende omdrejningspunkt i ”Omstigning til Paradis”, men det er som ensembleforestilling, at denne opsætning for alvor har sin styrke og for alvor imponerer, med sin intensitet, sin musikalitet og sit konstante, sitrende nærvær.
”Omstigning til Paradis” af Tennessee Williams. Oversættelse: Louise W. Hassing.
Instruktion: Peer Perez Øian. Scenografi & kostumedesign: Franciska Zahle. Kompositioner: Gaute Tønder.
Medvirkende: Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom og Lukas Toya.
Spiller på Aarhus Teater (Scala) til 4. juni.
Anmeldt 6. maj (premiere)
Forestillingsfoto: Rumle Skafte.
