Visuelt flot “Odysseen” som illustreret klassiker på Det kgl. Teater.
* * * *
Dengang jeg var barn var der noget, der hed “Illustrede Klassikere”. Det var en bogserie med store, klassiske værker i kort, kondenseret form og rigt illustrerede, som gav især børn og unge en introduktion til den store litteratur, til de største værker.
Jeg husker ikke om “Odysseen” var blandt dem, men det tror jeg næsten, at den var, for jeg husker tydeligt fortællingerne om den trojanske hest, om krigerne, der var fanget i kyklopens hule og om de smukke sirener, der med deres sang fordrejede hovederne på søfolkene, der aldrig vendte hjem, når de først havde hørt sangen.
På samme måde som disse ungdomsbøger, er Det kgl. Teaters opsætning af Homers storværk om krigeren Odysseus og hans rejse hjem fra den sejrrige krig i Troja, en kondenseret udgave af værket. 75 minutter tager det for de fem skuespillere og den kolossalt medlevende – og medrivende – musiker, at fortælle historien, som her i dag fremstår med en nærmest skræmmende aktualitet i sin blodige og voldsomme beskrivelse af krigens grusomheder.
Om det er en tilføjelse, skal jeg ikke kunne sige, dertil kender jeg ikke værket godt nok, eller det virkelig er en del af det originale værk, men det gør indtryk, at Odysseus ikke kun anses som en krigshelt, men også som massemorder og krigsforbryder på grund af hans og hans folks myrderier i den belejrede by, Troja. Et stærkt træk er det i hvert fald med krigen i Ukraine buldrende lige her og nu.
Det giver forestillingen en ekstra dimenssion. Og det er nok også tiltrængt, for bortset fra at “Odysseen” visuelt er fuldkommen magisk i Nathalie Mellbyes ødsle scenografi, med drivende vand og blod i kaskader i det kliniske stålbassin, så er Anja Behrens’ montage af Homers original, John von Düffels bearbejdelse og Alexandra Moltke Johansens supplerende tekster i sig selv ikke voldsomt ophidsende.
Det er næsten for komprimeret, når Alvin Olid Bursøe, Karin Bang Heinemeier, Benjamin Kitter, Nanna Skaarup Voss og Karen-Lise Mynster på skift og sammen som et messende kor alle er Odysses i de hastigt skiftende tableauer. Skuespillerne føler næppe at de 75 minutter er kort tid, for de er på fysisk overarbejde, og leverer et gedigent stykke arbejde. Undervejs imponeres man over Alvin Olid Bursøes evne til at holde vejret under vand, og undrer sig over hvad teatret i virkeligheden udsætter Karen-Lise Mynster, en af deres allerfineste karakterskuespillere, for. Her giver hun alt i ensembleteatrets tro tjeneste, må man sige.
Forestillingens lydside er lige så imponerende som dens visuelle indtryk, med David Hildebrandt som tungt pumpende percussionist, der på trommer, pauker og andre effekter skaber et intenst lydunivers.
Det var glædeligt ud over det normale, på vej ud af salen, at høre en gruppe helt unge pigers umiddelbare begejstring over det fysiske, visuelle og audiotive format, som det lød som om, havde givet fortællingen en helt særlig dimension for dem. Og de, som jeg, købte 100 procent den højaktuelle parallel til krigen i Ukraine.
“Odysseen” . Tekstmontage af Anja Behrens frit baseret på Homer. Med tekst af John von Düffel og Alexandra Moltke Johanssen. Oversættelse: Otto Steen Due (Homer) og Pernille Kragh.
Instruktion: Anja Behrens. Scenografi & kostumedesign: Nathalie Mellbye. Lysdesign: Súni Joensen. Lyddesign: Janus Jensen. Musik: David Hildebrandt.
Medvirkende: Alvin Olid Bursøe, Karin Bang Heinemeier, Benjamin Kitter, Karen-Lise Mynster, Nanna Skaarup Voss og David Hildebrandt.
Spiller på Skuespilhusets Mellemgulvet til 4. juni.
Anmeldt 26. april.
Foto: Emilia Therese
