Teatret Møllens fremragende krigsdrama går lige i hjertet. Spiller næste uge med i Valby.

* * * * *

I krigens terminologi kan man befinde sig i hvid, gul, rød, grå eller sort zone. Alt afhænger af situationens alvor. I hvid zone ånder alt fred og ingen fare, i sort zone er alting kaos og det handler alene om at redde sig ud i live.

I Teatret Møllens dramatisering af Carsten Jensens mammutroman “Den første sten” om en dansk deling soldater i krigen i Afghanistan befinder vi os som publikum i alle fem zoner i løbet af de små fire timer forestillingen varer – inklusive to pauser.

De syv kvindelige skuespillere på den minimalistiske scene beskriver krigens grusomheder i myriader af ord, der som maskingeværild skydes ud fra først den ene så den anden. 

Først handler det om livet i campen, hvor vi får lidt at vide om de forskellige unge mænd – og en enkelt kvinde, Hannah – i 3. Deling et sted i Helmand provinsen. Hvid zone. Siden stiger spændingsniveauet gradvist i takt med at de afghanske krigsherrer manipulerer og snyder de danske forhandlere. Gul zone. Når delingens eneste kvinde indleder et forbudt forhold til sin karismatiske delingsfører, når en sandstorm raser og når soldaterne imod reglerne åbner ild mod en civil bil og dræber og sårer uskyldige mennesker. Rød zone.

Med få, enkle men yderst effektfulde midler tager de seks kvinder på scenen os med helt ind i soldatens sjæl, og dramatikeren Brian Wind-Hansen har lagt et kompliceret puslespil hvorigennem vi efterhånden lærer hele delingen at kende; Hannah, Bipersonen, oberst Ove Steffensen, Simon, Irak-Robert, delingsføreren Schrøder og alle de andre. Alle skuespillere har flere roller, men også gennemgående karakterer. De brænder sig langsomt fast på nethinden.

Jeg har ikke læst Carsten Jensens roman – endnu! – men kan forstå, at dramatiseringen meget langt hen ad vejen er tro mod romanens tone og stil. Således skifter fortællestilen også karakter efter første pause, hvor Efterretningsagenten Khaiber introduceres og det er herfra gennem ham, spillet med stærk autoritet af Connie Tronbjerg, at fortællingen fortsættes og rædslerne blot stiger i intensitet. Grå zone.

Kort fortalt har delingsføreren Schrøder svigtet sine folk, og viser sig at være forræder og desertør. Efter at halvdelen af delingen er blevet dræbt i et baghold af Taleban, drager de tiloversblevne ud i ørkenen ledt på vej af den afghanske kvinde, Sara, for at finde Schrøder, og herfra er “Den første sten” først og fremmest en fortættet og dramatisk spændingshistorie.

Det burde nærmest ikke være muligt at overføre dette univers til en teaterscene, men sandelig om det ikke lykkes, og fra at man midtvejs i første akt måske sidder lidt med følelsen af at det godt kan gå hen og blive en lang aften med så mange ord og så, relativ lidt bevægelse, så udvikler historien sig på mesterlig vis så man til sidst sidder med fornemmelsen af at overvære et effektivt orkestreret amerikansk krigsfilmsdrama. Det er ualmindeligt godt gjort af instruktøren Rasmus Ask, der nærmest lykkes 100 procent med sin opsætning. 

Alle roller spilles af kvinder, selvom næsten hele Carsten Jensens persongalleri er mænd. Hvorfor er ikke lige til at gennemskue, men det fungerer på forunderlig vis.

Skal jeg være en lille smule kritisk overfor instruktionen, så bliver bikaraktererne i den actionmættede anden akt måske lige i overkanten karikerede når en deling amerikanske lejesoldater fremstilles som deciderede primater, men det er blot detaljer i en ellers fornemt velbalanceret forestilling, der blot stiger i intensitet som den skrider frem. Laura Rasmussen har skabt den yderst spartanske scenografi af stenet ørken med et bagtæppe af dybblå ørkenhimmel, der spiller meget smukt sammen med Michael Breiners effektfulde lysdesign.

Connie Tronbjerg er som nævnt den eneste i ensemblet, der kun spiller én karakter, og hun gør det glimrende. Det samme kan kun siges om resten af holdet, som på meget imponerende vis formår at fastholde deres grundkarakterers udvikling samtidig med at de skal springe fra karakter til karakter. Og replikkerne – der synes at være uendeligt mange ord – fremføres nærmest som efter et partitur. Det må være teknisk kolossalt krævende, men ensemblet løser opgaven til noget nær perfektion. De seks skuespillere er: Sara Line Møller Olsen, Maja Juhlin, Emma Silja Sångren, Durita Dahl Andreassen, Iza Mortag Freund og Anne Blomsgaard.

Vi ender til sidst i sort zone. Hvor det handler om ren overlevelse. Hvor menneskets urinstinkter tager over. Man forlader teatret mættet af indtryk og ramt i sjælen. Det er ikke altid tilfældet, men her er det. 

“Den første sten” har spillet på Teatret Møllen og været på en lille turné. Forestillingen spiller kun den kommende uge ud på Teater V i Valby, så det er om at komme afsted hvis man gerne vil opleve én af sæsonens mest intense teateroplevelser.

“Den første sten” af Carsten Jensen. Dramatiseret af Brian Wind-Hansen.

Instruktion: Rasmus Ask. Scenografi og kostumer: Laura Rasmussen. Lysdesign. Michael Breiner. Lyddesign: Johannes Smed. 

Medvirkende: Connie Tronbjerg, Sara Line Møller Olsen, Maja Juhlin, Emma Silja Sångren, Durita Dahl Andreassen, Iza Mortag Freund og Anne Blomsgaard.

Producent: Teatret Møllen.

Spiller på Teater V i Valby til 10. april.

Anmeldt 2. april.

Forestillingsfoto: Søren Hasselgaard Skaaning.