Teaterbiografien om den århusianske fodboldspiller Stig Tøfting savner en dramatisk dimension, men er ikke desto mindre en ganske underholdende forestilling, hvor Morten Kjær imponerer i hovedrollen.

* * * *

”No regrets” er et hit for det århusianske teater, Svalegangen, som aldrig tidligere har solgt så mange billetter til en forestilling. Det er en biografisk teaterforestilling om en af byens største sportsstjerner, fodboldspilleren Stig Tøfting, baseret på den meget roste selvbiografi af samme navn, der udkom i 2005, og overført til scenen af instruktøren Morten Lundgaard, som også har skrevet manuskriptet sammen med Troels Engelbrecht.

Bogen blev i sin tid hyldet for at være en aldeles upoleret fortælling om de store op- og nedture i sportsstjernens liv, om dybe familietragedier, om dårligt selskab uden for fodboldbanen, voldsdomme og om de spillere, trænere og andre mennesker, som gennem tiden har krydset ’den århusianske plæneklippers’ vej. På scenen tages de samme emner op; vi møder – meget kort – barndomsvennen Jimmy, der som HA-rocker bragte Tøfting på avisforsiderne for ulovligheder, der normalt giver mere  end et gult kort, vi møder trænere, ledere og medspillerne fra AGF, de andre klubber og landsholdet – brøleaben Peter Schmeichel og en selvoptaget og usympatisk Brian Laudrup vil muligvis ikke klappe af begejstring over hvordan de portrætteres – og AGF’s nu afdøde fodbold-legende, John Stampe, som her vitterlig optræder som den Godfather han åbenbart var i klubben. Og så spiller Tøftings kone, Bettina, naturligvis en vigtig rolle i en fortælling, som her blandt andet kommer til at handle om, hvor vanskeligt det også må være at blive taget ud af sine vante miljøer, og blive – og blive en del af – en feteret, velhavende international fodboldstjerne.

Det er langt hen ad vejen en underholdende, potent og energisk macho- og drengerøvsforestilling, men der er også plads til at skrue ned for tempoet og testosteronet, og i en enkelt sekvens lade boldbissen blive voksen og følsom over det ubærlige tab af parrets spæde søn, der døde af meningitis. I hovedrollen kommer Morten Kjær vældigt godt til bunds i Stig Tøftings maskulinitet og kringlede personlighed, og han er faktisk allerbedst når det kommer til at vise de følsomme sider af den barske mand.

At lave en teaterudgave af en biografi om et menneske, der i høj grad stadig lever og er aktiv – som kompetent og upoleret ekspertkommentator på tv – kan ikke være en nem opgave. For ét er at man i samarbejde med en forfatter selv vælger at fremstille sin version af sit eget liv i bogform, noget helt andet er, når den version skal fortolkes og dramatiseres af andre. Her har Morten Lundgaard og Troels Engelbrecht nok også været lidt for håndsky, for på scenen synes ”No regrets” at savne en dramatisk dimension. Forestillingen tilføjer ikke noget afgørende nyt til fortællingen, den tager ingen chancer og den – for at blive i fodboldterminologien – tackler ikke rigtigt igennem, som Stig Tøfting afgjort selv ville have gjort.

Hvis ”No regrets” havde været et teaterstykke om en tilfældig ung, talentfuld og ambitiøs fodboldspiller, med et traume i opvæksten og et iltert temperament, ville det så have været interessant teater? Det havde det desværre nok ikke. Det interesserer kun fordi det handler om en navngiven, kendt fodboldspiller. Og så bliver det lidt en tabloid fortælling, der ikke løfter sig op på et egentligt dramatisk niveau. Men, det kan både teatret og publikum i grunden være ligeglade med, for billetterne er solgt, og publikum får formentlig præcis det, de forventer. Så alt er godt.

Og der bestemt også mange kvaliteter i såvel opsætningen som spillet på scenen. Det er smart tænkt at lade scenerummet være en fodboldbane, med medlevende tilskuere på tre tribuner og med en storskærm, hvor de mange journalist-spiller scener projiceres op på. En række træfigurer benyttes begavet som tavse vidner til Tøftings liv, og i begge sider står reservebænke, hvor bifigurerne kan tage plads når andre er i spil med Morten Kjærs allestedsnærværende Stig. Han er konstant i spil på midtbanen. Energisk og kompromisløs. Præstationen er glimrende, og jeg sætter gerne Morten Kjær på ’Månedens hold’.

Omkring ham træder Mathilde Passer mest markant frem som hustruen Bettina, som synes at have svært ved at tilpasse sig de skiftende omstændigheder og livet som ’fodboldenke’, mens Holger Østergaard, Matias Hedegård Andersen og Casper Juel Berg alle agerer udmærket som alle macho-mændene omkring hovedpersonen, uden at de som sådan tilføjer deres stiftende karakterer nogen nævneværdig dimension.

Forestillingen varer 75 minutter og spilles uden pause, man kunne vel egentlig godt have forestillet sig to gange 45 minutter, med plads til at komme lidt dybere ind under huden på både Tøfting og de mennesker, der har formet hans liv. Og kunne der måske i dramatikerens tillægstid have været plads til at føre historien de sidste 17 år frem i tiden og placere Tøfting der hvor han er i livet i dag.

”No regrets” af Troels Engelbrecht og Morten Lundgaard frit efter Lars Steen Pedersens biografi fra 2005.

Instruktion: Morte Lundgaard. Scenografi: Aleksandra Lewon. Videodesign: Magnus Pind. Videoteknik: Rune Tønnes. Koreografi: Christian From.

Medvirkende: Morten Kjær, Mathilde Passer, Holger Østergaard, Matias Hedegård Andersen og Casper Juel Berg.

Spiller på Svalegangen i Aarhus til 14. maj.

Anmeldt 30. marts.

Foto: PR-foto