Dystopisk fremskrivning af græsk tragedie inddrager og engagerer sit publikum, og det er i sig selv en kvalitet.

* * * * 

“Velsignet er den, hvis liv aldrig har smagt onde”.

Sådan står der skrevet på den vægtstang, der balancerer på et interemistisk podie midt i Retssal G i Frederiksberg Ret. Teatergrad gør det i at producere stedsspecifikke teateroplevelser, der inddrager sit publikum og i “Antigone 2030” er handlingen i Sofokles mere 2500 år gamle tragedie om retsagen mod Antigone fremskrevet til år 2030. En ganske nær fremtid, og en fremtid der, hvis vi ellers skal tro på dramatiker Andreas Garfield, tegner alt andet end lys og lovende.

Til den tid er klimaet gået bersærk og truer menneskehedens eksistens. Den smukke havnepromenade, hvor Antigone mødte sin elskede Haimon og erklærede ham sin kærlighed, er skyllet bort af den stigende havoverflade, og verdens energiforbrug er gået amok. For at redde sit lille næsten nyfødte barns fremtid, er Antigone blevet aktivist og planlægger sammen med sin søster Ismene et attentat. En terroraktion, som vil kræve uskyldige menneskeliv, men målet helliger midlet, mener Antigone.

Ismene bakker ud, men Antigone er stålsat i sin kamp – ikke for retfærdigheden, men for fremtiden, for børnenes fremtid. Aktionen mislykkes, og Antigone fængsles, og står nu overfor sin anklager, landets justitsminister Kreon. Han tilbyder hende sin frihed, hvis hun lover aldrig at sige et ord om det, der er sket, men også her står hun fast på sine idealer. Hun erklærer sig skyldig i at ville redde menneskeheden, i at sige sandheden og i at handle samvittighedsfuldt, men hendes handlinger er ikke terror.

Og det er så her vi sidder. Cirka 40 publikummer i en ægte retssal, men inskriptionen “Lov lyde eller straf lide” skrevet over dommerens ophøjede podie. Det er op til os at afsige en dom over Antigone, på baggrund af skuespillets handling, og de indflettede faktuelle eksempler fra vor egen samtid. Eksempelvis historien om at Nelson Mandela reelt var en terrorist med mange menneskeliv på sin samvittighed inden han som præsident blev verdens klarest lysende symbol på demokratisk medmenneskelighed og tilgivelse, og tilmed fik Nobels Fredspris. Eller fortællingen om en fransk kvinde, der dræbte sin mand efter mere end 20 års seksuelle ydmygelser og krænkelser, fordi han nu var begyndt at vise seksuel interesse for parrets egen datter. 

Forestillingen stiller det altoverskyggende spørgsmål; skal det være lovligt at bryde loven i den rette sags tjeneste?

“Antigone 2030” fletter den antikke græske tragedie og vores nære hverdag sammen, så der opstår en intens hybrid mellem fiktion og politisk debatteater. Teatret inddrager publikum, tvinger os til at tænke – ikke bare at efterrationalisere, men undervejs – og aftvinger os et svar. Er Antigone skyldig eller ikke skyldig? Helliger hendes mål – at redde verden for børnenes skyld – hendes midler. Eller er det Kreons magtfuldkomne politiker, der har retten på sin side? Er det en ulovlig sammenblanding af den lovgivende og den udøvende magt, når han, som politiker tilbyder terroristen frit lejde mod hendes tavshed? Gør han sig dermed på samme måde skyldig i at bøje loven så den passer til hans retfærdighedssans.

Spørgsmålene hober sig op, og det gør “Antigone 2030” til en endog meget vedkommende og yderst relevant forestilling. Men der er godt nok også læsset på i den knapt halvanden time lange forestilling, og det er lige før at det bliver for meget.

I rollerne som Antigone og Kreon oplever vi den unge, talentfude Lucia Vinde Dirchsen, som den intense og retfærdighedssøgende Antigone, og altid bundsolide Ulver Skuli Abildgaard som hendes anklager, Kreon. De suppleres med disket balance af Rolf Hansen i skiftende karakterer som Ismene, Heimon og rettens dommer.

Samspillet mellem den unge idealist og den ældre, resignerende politiker er gnistrende og energisk. Lucia Vinde Dirchsen indrammer meget fint Antigones vaklen mellem sårbarhed og iskold kynisme, og Ulver Skuli Abildgaard lader hele tiden skinne igennem, at hans Kreon måske slet ikke er så sikker i sin sag. Det er således et velspillet drama, der udfolder sig midt blandt os.

Instruktør Pelle Nordhøj Kann kunne have nøjedes med dette rene udtryk, men forfalder desværre til lidt teatralsk krukkeri, når han lader Antigone klæde sig af og smøre sin nøgne krop ind i lyst mudder, og mændene kortvarigt optræder skjorteløse og klasker lidt mudder på kinderne. Det forekommer mig at være et unødvendigt greb.

Det er i sidste ende publikum, der skriver slutningen. På denne aften frikendes Antigone, men i aften bliver ‘dommen’ måske den modsatte. Og på vejen ud af salen, får vi lov til at forholde os til nogle flere etiske dilemmaer af samme grundlæggende karakter som i stykket. 

Undervejs siger Kreon til Antigone: Du er ikke bedre eller klogere end mig, du er bare en senere udgave. Der er ikke én sandhed. Der er ikke et rigtigt eller forkert. Et skyldig eller ikke-skyldig. Dette er en forestilling, der får os til at tænke. Og det er i sig selv en kvalitet.

Forestillingen spilles i Frederiksberg Ret til 23. februar, og kan derefter opleves på turné rundt om landet til 2. april. Det er dog ikke alle steder muligt, at afvikle forestillingen så stedsspecifikt som her. Men nogle steder på turnéen spilles der også i retsbygninger.

“Antigone 2030” Af Andreas Garfield med afsæt i Sofokles’ tragedie.

Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenograf: Sir Grand Lear. Komponist: Marie Louise von Bülow. Idé og koncept: Teatergrad.

Medvirkende: Lucia Vinde Dirchsen, Ulver Skuli Abildgaard og Rolf Hansen.

Spiller i Frederiksberg Ret til 23. februar. Herefter yurné til 2. april. Se turnéplanen på www.teatergrad.dk.

Anmeldt 14. februar.

Foto: Per Morten Abrahamsen.