Fremragende opsætning af P.O. Enquists moderne klassiker om Johanne Luise Heiberg og H.C. Andersen på Folketeatret.
* * * * *
Der er noget ganske befriende over at opleve en klassikeropsætning, som ikke har fået hverken det ene eller det andet moderne twist. Et skuespil, der udspiller i sig i midten af 1800-tallet, og som ser ud som det er 1800-tallet, og hvor karaktererne er sminket så de ligner dem de skal være. En opsætning, hvor teksten fremføres som den er både tænkt og skrevet, og hvor scenografien smukt understøtter ord og spil, uden at stjæle billedet, men alligevel fremstår meddigtende. Tænker man lidt efter, så er den slags teater i dag en decideret sjældenhed. Der synes at eksistere en modvilje mod den klassiske teateropførelse hos tidens instruktører, scenografer og alle de skønne, begavede teaterfolk, der brænder for at modernisere teatret og kunsten.
Nogle gange er det i midlertid nok ‘bare’ at lade teatret være teater, og lade publikum selv foretage tolkningerne. Sådan er denne “Fra regnormenes liv”.
P.O. Enquists skuespil har berettiget fået prædikatet en moderne klassiker. Hans tekst om et aftenmøde mellem den verdensberømte digter H.C. Andersen og den feterede skuespillerinde Johanne Luise Heiberg – og lidt på sidelinjen – hendes noget ældre mand, dramatikeren Johan Ludvig Heiberg i parrets hjem på Christianshavn er fremragende. Intet mindre.
Stykket er fra 1981, skrevet i den periode hvor den svenske forfatter og dramatiker var dansk gift og boede i København. Det blev første gang spillet på Det kgl. Teater med Birgitte Price, Jørgen Reenberg og Erik Mørk som en mesterlige trio, og siden genopsat med Ghita Nørby som fru Heiberg, hvilket nok er den udgave de fleste kender, da den også blev optaget til fjernsynet.
Det er således store sko, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Preben Kristensen skal fylde ud i Kasper Wiltons instruktion på Folketeatret. I et interview med Wilton i forrige weekend kunne man læse, at han i mere end 30 år har drømt om at instruere “Fra regnormenes liv”, men ikke har turdet før nu. Muligvis netop nu, fordi han i ovennævnte trio har fundet tre skuespillere, der kan løfte og bære opgaven sammen med ham.
Skulle man have siddet med en lille nagende tvivl om hvorvidt Ellen Hillingsø har formatet til at spille denne rolle, så manes denne tvivl effektivt i jorden. Hun er en fremragende Johanne Luise Heiberg. Spiller hende, fornemmer jeg, med en snert af et mere modernistisk udtryk. Den feterede skuespillerinde, der er vokset op i rendestenen. En kvinde, der blev krænket som barn, men har kæmpet sig til samfundets top og som ikke lader sig slå ud af hadske breve og modvilje fra det kulturelle parnas, selvom det smerter hende og hun skammer sig. I hendes Johanne ligger proletarbarnet hele tiden og ulmer under den noble overflade. I glimt springer fortiden frem i grov og uhøvisk tale, der chokerer H.C. Andersen, der selv, nærmest desperat forsøger at dække over og nedtone sin egen fattige og usle opvækst.
Ægteskabet med den ældre Heiberg er kærlighedsløst og koldt. Preben Kristensen spiller ham med tilpas perfid sarkasme, og bag den overlegne facade aner man et menneske et sted midt i en livskrise. En afvist forfatter med skriveblokering, som tilbringer nætterne med at sidde og kigge ud på stjernerne.
Ole Lemmekes H.C. Andersen rammer lige i plet i sit portræt af en sørgelig, komisk stakkel – skuespillet er faktisk overordenligt morsomt, når det altså ikke er dybt bevægende og nærmest brutalt. Lemmeke finder en hårfin balanceakt i sin gestik, og replik. Ikke for lidt, slet ikke for meget. Bare lige tilpas. Endelig må man ikke glemme den næsten tavse, mærkværdige olding, der sidder i stuen – en sammesmeltning af Johanne selv og hendes afdøde mor. Lisbet Lundquist giver den sære skabning nærvær.
Men opførelsen er først og fremmest en lille personlig triumf for Ellen Hillingsø, som får alt det frem, der ligger i og mellem linjerne i Enquists mesterlige tekst. En helstøbt smuk præstation i en helstøbt og smukt gennemført forestilling.
Folketeatrets “Fra regnormenes liv” vil måske af nogle blive omfattet som gammeldags i Kasper Wiltons insisteren på at skabe en helt klassisk og ren opsætning. I så fald er gammeldags godt.
“Fra regnormenes liv”. Af Per Olov Enquist. Oversat af Frederik Dessau.
Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi: Kim Witzel. Kostumedesign: Line Bech.
Medvirkende: Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke, Preben Kristensen og Lisbet Lundquist.
Spiller på Folketeatret til 13. marts.
Anmeldt 4. februar (premiere)
Forestillingsfoto: Gudmund Thai.