Forside Anmeldelser 2021 TELL ME ABOUT IT – CRAZY CHRISTMAS 2021

TELL ME ABOUT IT – CRAZY CHRISTMAS 2021

486
0

Årets Christmas Cabaret er mere veloplagt end længe, og ikke bange for at krænke.

* * * * *

Alt er tilladt i Vivienne McKee’s Christmas Cabaret, som i hvert fald ikke lader sig tryne af woke holdninger, der ellers lægger sig tungt over kulturen for tiden. For et par dage siden fortrød skuespilleren Eddie Redmayne at have spillet en filmrolle som transkønnet, og det forekommer absolut no-go i dag, at spille minoriteter uden selv at være det, og endnu værre at gøre grin med skiftende seksuelle orienteringer.

Vivienne McKee går planken ud i “Tell me about it”, årets Christmas Cabaret i Tivolis Glassalen. Hvis Redmayne fortryder sit rollevalg, så må Andrew Jeffers lide skamfuldhedens grusomste pinsler for han har i 22 sæsoner optrådt i drag som ‘The Dame’ i de yderst populære shows, som i aftes, da jeg med nogle dages forsinkelse endelig fik set det, markerede at det var præcis 40 år siden traditionen begyndte under ydmyge kår på det hedengangne Caféteatret.

Årets show bryder med alle – jeg mener ALLE – aktuelle konventioner i forhold til at gøre grin med homoseksuelle. Den får ikke for lidt når Kevin Kiernan-Molloy optræder som cubansk narkobaron i 1980’ernes Miami i choking pink-outfit og den vildeste, karikerede bøssekomik længe set. Han synger ovenikøbet en bøssanova, og vores elskelige, lille tossede Bent van Helsingør får taget sin uskyld ombord på narkohandlerens yacht.

Andrew Jeffers spiller ikke kun kvinde, han spiller en stor tyk, grim kvinde, og så optræder han i en enkelt scene som Detective Chubbs – ham den sorte af politiheltene i den gamle serie “Miami Vice” – dog uden at gå linen fuldt ud og blackface. Jeg tænker, at det kun er fordi, der ikke er tid til det mellem de mange omklædninger.

Crazy Christmas-forestillingerne har et stort, trofast publikum – i aftes var nærmest kun en  gruppe skoleelever på de bagerste rækker ‘virgins’ – og det er ikke et sart og bonert publikum. De forventer at intet er helligt på scenen, og efter et par år hvor undertegnede synes at luften har været gået lidt af ballonen, så er Vivienne McKee og co. i år tilbage på sporet. Med to timer og fyrre minutter er “Tell me about it” stadig for lang, men der er luget grundigt ud i de værste gentagelser, og årets show fremstår strammere, morsommere og mere musikalsk end i mange år. 

Der er vidunderligt knald på i de musikalske numre, hvor især Katrine Falkenberg får lov at shine og alle medvirkende lykkes med deres karikerede figurer, som spænder fra en Boy George-lignende englænder til Donald Dump, der dengang i 80’erne endnu kun var en forkælet fars dreng af en forretningsmand fra New York. 

Handlingen er der ingen grund til at gå i detaljer med. Den er henlagt til 1980’ernes Miami, med flashbacks til 30’ernes Italien og flash forwards til 90’ernes Tivoli i København. Her er mafiosoer, en natklubejer ved navn Lola Lotta Libido, Mamma Calzone og hendes fire børn, og teksten rummer utallige små hints og twists, til både den digitale revolution, der knapt nok var tænkt på i 1985, og til dagsaktuelle emner. Spillet er perlende hele raden rundt af Vivienne McKee selv, 40-års jubilaren David Bateson (dog ‘kun’ 31 år i CCC), Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Claus de Lictenberg og de allerede nævnte Andrew Jeffers, Kevin Kiernan-Molloy og Katrine Falkenberg. Og orkestret, The Snabby Aligators, med Stuart Goodstein i spidsen leverer et ret fremragende lydbillede. Kirsten Brink har igen skabt en overdådighed af vilde og vanvittige kostumer og en scenografi, der tager os kvikt rundt fra sted til sted.

“Tell me about it” er underholdende fra start til slut, men hører man til den krænkelsesparate type skal man belave sig på at blive udfordret. For os andre er det bare sjovt.

“Tell me about it – Christmas Cabaret 2021” af Vivienne McKee.

Instruktion: Vivienne McKee. Scenografi & kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. 

Medvirkende: Katrine Falkenberg, Andrew Jeffers, David Bateson, Kevin Kiernan-Mooly, Bennet Thorpe, Jefferson Bond, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee. Orkester: Stuart Goodstein (kapelmester), Søren B. Petersen og Tom Højlund Petersen.

Produceret af London Toast Theatre. Spiller i Glassalen, Tivoli til 15. januar.

Anmeldt 26. november

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her