BOGANMELDELSE: Sonja Oppenhagen er den seneste i rækken af skuespillere, der fortæller om sit liv og karriere i ny biografi.

* * * *

Først var der Ulf Pilgaard, så Lane Lind, Annette Heick og nu Sonja Oppenhagen. Alle har de dette efterår/vinter udgivet deres erindringer, og som tilfældet er det med Annette Heicks biografi, så er corona også den egentlige årsag til, at Sonja Oppenhagen nu fortæller om sit liv i bogen ”Mit liv, min linedans”.

Den pludselige ledighed i et nedlukket kulturliv har sat gang i erindringen, og det er blevet til endnu en af den slags biografier, som er interessant at læse, men som næppe bundfælder sig dybt i erindringen.

Sonja Oppenhagen fortæller om at være et uønsket barn. Moderen forsøgte at fremprovokere en abort, faderen var fraværende. Den erindring har sat sig spor i livet, og rundes jo egentlig meget smukt af da Sonja selv, sammen med sin daværende mand, adopterer en søn fra Korea.

Bogen beskriver to interessante sider af skuespilleren og mennesket Sonja Oppenhagen; hende de fleste kender fra ugebladenes glittede sider, hvor hun hurtigt blev populær. Dels fordi hun blev barnestjerne på film og tv, dels fordi hun i sin karrieres tidligste vår blev gift med den medieombejlede teaterdirektør og skuespiller Klaus Pagh, og siden kom med i den folkekære og så højt elskede “Matador”. Den anden Sonja Oppenhagen er hende, der aktivt kæmper for fred i verden, engagerer sig fagpolitisk, og tager sagen i egen hånd som producent, for at få lov at lave de ting, teatercheferne i en periode ikke tilbød hende. En stærk og stædig personlighed.

Venskaber fylder meget i bogen. Der er veninderne Helle Merete Sørensen og Kirsten Olesen fra elevskolen i Odense, der har holdt ved. Der er dem, der er kommet til undervejs i karrieren, hvor skuespillernes veje jo krydses og hvor der i særlige tilfælde opstår varige venskaber. Der er også de venskaber, der bare opstår fordi man bliver naboer, og ens børn leger godt sammen. Man fornemmer, at Sonja Oppenhagen har let til at få venner, og er god til at bevare dem.

”Mit liv, min linedans” handler også om barnet, der levede og åndede for balletten, og måtte lide den tort at blive smidt ud af balletskolen, på grund af ’for svage ben’, men som åbenbart havde så meget talent, at hun dels kom på Pantominen i Tivoli, dels fik balletopgaver på TV (dengang DR selv producerede tv-teater, herunder ballet) og fik tilbud om engagement på balletten i Stockholm. Hun valgte dog skuespillervejen, og er en af dem, der selvom hun har rundet de 70 år fortsat har kalenderen fuld af spændende teateropgaver og som tilmed kan siges, at være blevet bedre og bedre med årerne. Måske fordi ’skindet bedrager’, og Sonja Oppenhagen som skuespiller er meget mere søgende og ambitiøs end man lige tror. Hun skriver et sted i bogen, at hendes udseende, at hun ser så ’sød ud’, flere gange har kommet på tværs i karrieren. Det tror man gerne.

”Mit liv, min linedans” forfalder, som det ofte er tilfældet med skuespillerbiografier, til at opremse roller og forestillinger med lidt for løs hånd. Man kunne godt ønske sig, at der blev gjort et dybere nedslag i en eller flere roller og forløb, der viste sig skelsættende for skuespilleren selv.

Kærlighed fylder en del, og man mærker, at Sonja Oppenhagen er et kærligt menneske. Hun fortæller om kærligheden til sine mænd, også til dem, hun blev skilt fra, til sine børn og børnebørn. Og i høj grad også en kærlighed til vennerne og til kunsten.

”Mit liv, min linedans” er en varm og elskværdig biografi om et flittigt skuespillerliv, og en vellykket karriere, som gudskelov stadig kører for fulde omdrejninger.

Sonja Oppenhagen: ”Mit liv, min linedans” i samarbejde med Anne-Sofie Storm Wesche. 264 sider. Kr. 299,95. Lindhardt & Ringhof. Udgivet 25. oktober.