Staffan Valdemar Holm kaster sig ud i et kæmpeprojekt på Østerbro Teaters Republique-scenen; at dramatisere selveste 1001 nat – projektet bæres af fremragende skuespillere, men drukner i ord.

* * * 

De fleste af os kender “1001 nat” uden rigtigt at kende værket. Det 4500 sider lange mastodont-værk af arabiske og persiske folkefortællinger, er indsamlet over 1500 år (hvis vi skal tro forestillingens digitale program) og i sin absolut mest kondenserede form, handler det om kvinden Shahrazád, som hver eneste nat fortæller sin konge en historie så vild og spændende, at han bare må høre videre næste nat – og derfor ikke slår hende ihjel. Kong Shahriyar har nemlig udviklet en skidt vane med at dræbe de kvinder han gifter sig med og stiller sin seksuelle lyst hos, hver morgen ved daggry fordi han engang er blevet bedraget af en kvinde.

Shahrazád, som er datter af kongens vesir, er imidlertid en klog, belæst og oplyst kvinde, og med ordet i sin magt holder hun sig i live  længe nok til at kongen til sidst kommer til at elske hende, og lover at skåne hendes liv.

Hvad kan vi lære af den historie? At oplysning og lærdom er godt, og at der er kun er en fremtid for kvinder – vel både herhjemme og i den arabiske verden – hvis de uddanner sig. På den måde fortæller “1001 nat” os stadig den dag i dag en relevant historie, og flere af hstorierne, der i løbet af Staffan Valdemar Holms ambitiøse og stemningsmættede dramatisering, peger da også i retning af, at de mest udspekulære og kloge kvinder, er dem, der klarer sig bedst.

Det er et enormt projekt, Staffan Valdemar Holm har kastet sig ud i, at dramatisere det ekstremt omfattende værk, og skabe en sammenhængende teaterforestilling ud af de 1001 fortællinger, der fletter sig labyrintisk ind i hinanden. En labyrint, som i øvrigt går igen i Bente Lykke Møllers spartanske og enkle scenografi, bestående af nøgne lyst nougatbrune vægge og en række senge med sort, blødt velour sengetøj. 

Netop labyrinten – af ord – bliver forestillingens problem, selvom de mange ord jo også er dens styrke. Tre kvinder – fremragende skuespillere med prægtig diktion og et interessant koreograferert kropssprog – taler, taler og taler. Den ene fortsætter eller afslutter den andens historie og så videre, nye historier afløser hinanden, og først da 1. akt går på hæld dukker kongen op. Indtil da er det således ‘forberedende øvelser’ og hvor smukt ordene end er skrevet – og oversat af Ellen Wulff – og hvor smukt de i virkeligheden flyder fra Stina Ekblad, Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Stephanie Nguyen så føles det alligevel lidt som et vildspor i labyrinten. 

Mens kvinderne taler og taler, hele tiden hver for sig og aldrig i dialog, så har Casper Crump rollen som kongen, der med dirrende hænder hver morgen er klar til at dræbe fortællersken, men hver gang besinder sig af frygt for at gå glip af den næste fortælling. Rollen er i modsætning til kvindernes næsten ordløs. Alligevel er det som om, at det først er efter pausen, hvor kongen er med på scenen, at forestillingen opnår en form for spændingsniveau og bliver mere end blot smukke, smuktfremsatte ord.

Det er en pudsig detalje, at forestillingen tekstes på arabisk over scenen, måske i håb om at man kan lokke en sjældent set befolkningsgruppe i teatret, men denne tirsdag aften bemærkede jeg desværre ingen arabiske kvinder med frihedstrang i salen.

Scenebilledet er meget statisk, og så har Bente Lykke Møller udstyret de tre kvinder med nogle af de grimmeste kostumer man har oplevet i denne sæson. Hvorfor Mille Lehfeldt i forestillingens sidste del er i ført hotpants, stribet babydoll-bluse og lyserøde knæstrømter forstår jeg ganske enkelt ikke, men det er formentlig en litterær reference som man straks fanger, hvis man er grundigt inde i moderne arabisk litteratur. Clement Irbil skaber nogle smukke stemninger med sit lysdesign, men ellers er det op til skuespillerne at skabe intensiten, og det lykkes da også langt hen af vejen. Ikke mindst har rutinerede Stina Ekblad en forbilledlig evne til at suge vores opmærksomhed til sig, omkring sine personer med et markant, og alligevel diskret fysisk spil og en stemme, der pointerer enhver nuance i teksten. Men også Mille Lehfeldt og Stephanie Nguyen har bestemt stor ære af deres præstationer, og alene ved sin tilstedeværelse bliver Casper Crump en intens faktor.

Desværre er det som om Staffan Valdemar Holm denne gang ikke fuldt ud lykkes med et ambitiøst teaterprojekt på et højt litterært plan. Som om han farer vild i sin egen sirligt konstruerede labyrint af ord og “1001 nat” bliver bare ikke rigtigt den besættende forestilling man havde håbet og troet på. Alle sine kvaliteter til trods.

“1001 nat” dramatisering Karen-Maria Bille på baggrund af Ellen Wulffs oversættelse af Muhsin Mahids arabiske forlæg. 

Idé og instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Anders Munch Amdisen.

Medvirkende: Stina Ekblad, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Stephanie Nguyen og Casper Crump.

Spiller på Østerbro Teater, Republique, til 4. december.

Anmeldt 2. november.