“Menneskedyret” er en fysisk tour de force af dimensioner for skuespilleren Olaf Højgaard, som leverer en storslået og meget imponerende fysisk performance.
* * * * *
Skuespilleren Olaf Højgaard skåner bestemt ikke sig selv i Hamletscenens “Menneskedyret”, en 50 minutter lang mareridtsceance på teatret i Helsingørs nye Thaliascene.
Næsten nøgen gennemlever han alskens lidelser, som synes at martre og sønderrive hans sjæl og legeme. Fra han kommer slæbende med en tilsyneladende meget tung kuffert – livets byrde – fast besluttet på at løse sin ikke-definerede opgave med succes. Til han til sidst resignerende blot er med som blind pasager, når livets karussel kører rundt og rundt.
“Menneskedyret” er skabt af Olaf Højgaard selv i samarbejde med Hamletscenens leder og instruktør, Lars Romann Engel, baseret på Shakespeares skuespil “Timon fra Athen”. Det skuespil må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke kendte, men Google er din ven, som man siger, og her kan man så læse, at det er et af Shakespeares mindre kendte skuespil, inspireret af en græsk myte om den velhavende Timon, der ødsler sin formue bort og nyder godt af omverdenens smiger. Men da han selv får brug for hjælp, vender alle ham ryggen og han fortrækker til en ydmyg hule hvor han lever resten af sit liv som menneskeforagter.
Teksten er her yderst sparsom og består i store træk af gentagelser af Timons tilsyneladende livsmantra; Jeg er en succes! Mit mål er at blive den største mulige succes i alle aspekter af mit liv!
Det er en mission, vi sagtens kan genkende fra dagens samfund, hvor materielle værdier og omverdenens anerkendelse synes at drive menneskeheden ud over afgrundens rand. Vi knokler os halvt ihjel for at opnå mest mulig rigdom og ydre anerkendelse, men knækker kæden og bryder man sammen, så er der ingen hjælp at hente, ikke så meget som en tak for indsatsen. Kan man ikke længere levere, så er det ud af vagten og en ny mand ind.
Olaf Højgaards præstation er her således primært fysisk. Men det er den så sandelig også i en grad, at man som tavs beskuer nærmest føler fysisk ubehag ved at opleve ham gennemgå sine pinsler som var han på vej durk igennem skærsilden.
Når plan A ikke lykkes, og når man fra start har fravalgt en plan B, så bliver livet let et nederlag, og når man ikke kan rejse sig i nederlaget, så er der kun én vej tilbage. Højgaard kæmper mod en magnetisk kraft, som umuliggør hans mission, han overfaldes af insekter, hans knogler knuses, muskler flås over, han kæmper forgæves mod havets bølger og slås hele tiden tilbage til start. Til sidst, helt bogstaveligt, når han ‘genfødes’ som var han en kraftfuld bjerggorilla, et menneskedyr, der indfanges, piskes og tortureres indtil han som et lille barn ligger sammenkrøllet på den nøgne jord, klynkende og desperat suttende på sin tommeltot.
Alle disse mere eller mindre grumme faser fører Olaf Højgaard os igennem med en imponerende og respektindgydende fysisk energi, sveddryppende, skrigende sin smerte og afmagt ud, og med hver en muskel i kroppen blottet og spændt til det yderste. Han skaber følelser, så kraftige, at man næsten føler dem på sin egen krop. Det er i sandhed en kraftpræstation, der både smukt og fascinerende understøttes af Malte Hauges lyssætning, der undervejs skaber små, maleriske tableauer, og af Rasmus Junckers meddigtende lydspor.
“Menneskedyret” er i høj grad ‘smalt’ teater, og forestillingen passer perfekt ind i det intime lille teaterrum på 1. sal i den gamle kaserne indenfor Kronborgs volde. Her er plads til 50 mennesker, der sidder på tre sider og får det martrede menneske helt op i næsen. Spændende, imponerende og tankevækkende.
“Menneskedyret”. Manuskript & idé af Lars Romann Engel og Olaf Højgaard.
Instruktion: Lars Romann Engell. Scenografi & lysdesign: Malte Hauge. Lyddesign: Rasmus Juncker.
Medvirkende: Olaf Højgaard.
Spiller i Hamletscenens Thaliasal på Kronborg i Helsingør til 30. oktober.
Anmeldt 12. oktober (premiere).
