Forside Anmeldelser 2021 PIPPI LANGSTRØMPE

PIPPI LANGSTRØMPE

416
0

Folketeatret sender en sød og sjov turnéopsætning af Pippi Langstrømpe ud til alle landets børn. Der er fest og farver, men opsætningen mangler lidt fandenivoldskhed.

* * * *

Historien om verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe, er udødelig, og der er al mulig grund til at nye generationer af børn også lærer hende endnu bedre at kende.

Derfor er det helt naturligt at Folketeatret tager forestillingen på plakaten, og efterspørgslen er i øvrigt heller ikke til at tage fejl af. Det er en lang turné, der frem til 12. december når rundt i hele landet.

Hele 13 medvirkende er der på holdet, og det kan til en vis grad forklare, at der er blevet sparet lidt på det scenografiske udtryk. Pippis store, skæve Villa Villekulla er således et dukkehus, der bæres ind og ud, og det samme gælder naboerne Tommy og Annikas stilrene et-plans villa og byens skole. I stedet udspiller historien sig på et fleksibelt podie i midten, der ligner en model, Folketeatrets turné har brugt tidligere. Sidestykkerne og bagvæggen i brædder oplyses i festlige pang-farver og giver en vis virkning, men det samlede indtryk er alligevel en smule pauvert. Gør det noget? Ikke nødvendigvis, men man skal ikke underkende, at målgruppen – børnene – et forholdvis bedre vant fra Disney Channel, biografen og deres spillekonsoller.

Og Pippi Langstrømpe er for børn. Det spilles til børn, og godt for det. Min sidekammerat til turnépremieren, en pige i målgruppealderen, var i pausen godt tilfreds. Hun var især glad for, at hun kunne kende historien fra bogen. Altså godt, at der ikke bliver lavet for meget cirkus og halløj ud af det gamle materiale, som jo i øvrigt har en så høj kvalitet, at selv jeg tydeligt kan erindre billeder og scener fra tv-serie og film, der jo ligger 50 år tilbage. 

Birgitte Næss-Schmidt er således trofast i sin instruktion, og det fungerer upåklageligt og meget effektivt, at lade artister være inde i aben Hr. Nilsson og hesten, Lille Karl, hvilken giver denne opsætning en velfungerende ekstra dimension. Her har man ikke sparet på noget, tak.

Til gengæld synes jeg, at hele opsætningen savner lidt fandenivoldskhed. Siw Ulrikke Maibom er en super sød, kær og kæk Pippi, men er hun ikke næsten for pæn? Scenen på skolen, hvor den stakkels lærer forsøger at undervise Pippi og de andre børn i matematik, er morsom, og Morten Christensen skaber en sjov figur som læreren, men heller ikke her er Pippi vel fræk nok. Hun skal jo altså være helt vildt uartig, synes jeg. 

Man har i denne opsætning valgt at lægge større vægt på, at Pippi savner sine forældre. Moderen, der er død, og faderen, der er sørøver og sejler på de syv have. Hver aften sidder hun i køjen og ‘taler’ med dem, og det giver i høj grad mening i nutidens familiestruktur, hvor alt for mange børn jo ofte savner i hvert fald den ene forælder. Også på dette punkt, kan tidens børn fornemme deres indre Pippi.

Ulrik Windfeldt-Schmidt og  Linea Høgh Olsen er vældigt søde som de renskurede venner, Tommy og Annika, der også i det næsten skjulte har deres eget lille oprør, når de til sidst har byttet tøj. Jacob Weble er en munter og varm Sørøver-far, Pernille Schrøder et festligt indslag som Frk. Prysselius fra kommunen og Albert Stein Ankerstjerne og Tanya Lund Andersen er Tommy og Annikas småborgerlige forældre. Artisterne Jeppe Kaas Vad og Linette Stamp Christensen får vi ikke at se uden dyrekostume, men deres indsats er guld værd, og så dukker musikerne Anders Ortman, Tine Vitkov og Ida Nørby Sørensen op både med og uden instrumenter når der er brug for ‘folkemængde’.

Handlingsforløbet går lidt for meget i tomgang mod slutningen, hvor jeg frygter at de mindste børns tålmodighed godt kan blive udfordret, men alt i alt er denne opsætning af Pippi Langstrømpe vellykket, og den skal nok blive vel modtaget af børnene landet over.

“Pippi Langstrømpe”. Af Astrid Lindgren. Bearbejdet for scenen af Jonna Nordenskiöld. Oversat af Ninette Mulvad.

Instruktion & bearbejdelse: Birgitte Næss-Schmidt. Scenografi: Benjamin La Cour. Kapelmester & arrangør: Anders Ortman.

Medvirkende: Siw Ulrikke Maibom, Jacob Weble, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Tanya Lund Andersen, Albert Stein Ankerstjerne, Morten Christensen, Linea Høeg Olsen, Pernille Schrøder, Jeppe Kaas Vad, Linette Stamt Christensen. Tine Vitkov, Ida Nørby Sørensen og Anders Ortman (musikere).

Spiller på turné landet rundt til 12. december.

Anmeldt 5. oktober (pressevisning).

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her