Strålende dramatisering af Tine Høegs anmelderroste roman, der på Det kgl. Teater fremstår som et selvstændigt værk og er meget velspillet.

* * * * *

Forfatteren Tine Høegs roman om kollegieliv, ung kærlighed og om at være spirende forfatter i ungdommens tredje fase, Tour de Chambre, udkom sidste år og fik helt fantastiske anmeldelser. I lighed med hendes debutroman, Nye Rejsende, har Det kgl. Teater grebet muligheden for at dramatisere romanen hurtigt, og det er der kommet en meget intens og uhyre velspillet forestilling ud af.

En historie der bevæger sig på flere plan; dels tidsmæssigt hvor handlingen skifter mellem hovedpersonernes frie kollegieliv og så ti år senere, hvor romanens centrale karakter, Asta, er blevet 33 år, og arbejder på sin anden roman. Dels på et menneskeligt plan, hvor forfatteren både i den tidlige og senere ungdom vakler mellem loyalitet og handling.

En invitation til en mindehøjtidlighed i anledning af 10-året for en af kollegievennernes tragiske død vender op og ned på alting for Asta. Hun havde nemlig dengang et hemmeligt crush på den lækre August fra medicinstudiet. Der var bare den lille detalje, at August var kæreste med Astas bedste veninde Mai, og efter Augusts død – skyldtes det en medfødt hjertesygdom eller begik han selvmord, det ved vi ikke med sikkerhed – har Asta ikke fortalt nogen om sin forbudte forelskelse. Slet ikke til Mai, der stadig er bedste-veninde og nu enlig mor. Asta ændrer sine romanplaner og begynder i stedet, med manisk energi, at skrive sin fortælling om hende, August og Mai.

Dermed går hun bagom ryggen på veninden – igen, kan man jo sige. “Jeg kan ikke være til hvis den roman bliver læst”, betror hun værtinden på sit skriverefugium, vel vidende at der ikke er nogen vej udenom. Hun må konfrontere Mai, og hun må først og fremmest udgive sin historie, man er forfatter for at blive læst.

Det er ikke nødvendigt at have læst Tine Høegs roman først for at få en fremragende teateroplevelse. Tine Høeg har selv dramatiseret sin roman, og har som det fortælles i teatrets trykte program, i samarbejde med instruktøren Sigrid Strøm Reibo og skuespillerholdet, skabt et ‘tvillingeværk’ til sit oprindelige værk. Det er smuk præstation. Det dramatiserede værk lægger nye lag til det oprindelige værk.

I forvejen skriver Tine Høeg i sit forfatterskab i korte, mundrette sætninger, så transformationen fra roman til scenekunst forekommer faktisk at være ganske ligetil, og det er da også lykkedes at skabe en forestilling, hvor de unge mennesker fremstår ægte og helt troværdige. Både de to unge kvinder, med deres boblende ungdommelige sødme, og den attråede August, der betager Mai med sin kække ligefremhed og sit flotte udseende, og som modsat betager Asta med sin kærlighed til ord. Der skabes et fint billede af hvordan vi alle ser andre mennesker fra forskellige vinkler, med forskelligt udgangspunkt, og som der bliver spurgt undervejs: Har kærligheden kun én form?

Spillet er over hele linjen glimrende. Anna Bruus Christensen er aldeles overbevisende i rollen som den tvivlrådige unge forfatter, og den forelskede unge pige. Hun har blot haft et par år på bagen som uddannet skuespiller, men får her et smukt gennembrud på nationalscenen. Overfor hende, beviser Fanny Louise Bernth endnu en gang sit enorme potentiale. Hun er intet mindre end vidunderlig som den måske ikke for kvikke, men oprigtigt elskelige Mai. Mathias Skov Rahbæk er manden i centrum, som ingen af dem kan modstå. Han fremstår måske en smule fersk i sin balancegang mellem at være åndrig og macho, men er absolut charmerende.

Det samme kan i den grad også siges om Mikkel Becker Hilgart, der skaber tre små fine, og meget morsomme karakterer, som kollegiets kiksede knægte. Ikke mindst som den nørdede medicinstuderende, der er vild med Asta. Den norske musiker og skuespiller Øyunn lægger et smukt lydspor til stykkets skiftende stemninger, og springer også ind og er meget morsom som kollegiets pendentiske husalf. Karen-Lise Mynster forgylder de to roller som Augusts’ selvoptagede kunstnermor og som clairvoyante Sanne; de to eneste karakterer, der i dramatiseringen fremstår som klichéer, men som alligevel bliver spillet sikkert hjem.

Er Tour de Chambre en ungdomsforestilling? Den henvender sig i hvert fald til det samme yngre publikum, som romanen. Og har man boet på kollegie i sin studietid, så tænker jeg, at man vil slubre historien i sig, og se genkendeligheder overalt. Er den forudsigelig med sin umiddelbare happy ending? Ja, det er den vel i virkeligheden også. Slutningen fremstår i hvert fald nærmest banal med sit budskab om, at ægte venskab overvinder alt. 

Men Tour de Chambre er først og sidst en velfortalt historie om kærlighed på forskellige planer, om tvivl og usikkerhed i ungdommens forskellige faser. Og som den præsenteres på Skuespilhusets Mellemgulvet, velspillet og rørende, er det glimrende teater.

“Tour de Chambre” af Tine Høeg, baseret på hendes egen roman af samme navn.

Instruktion: Sigrid Strøm Reibo. Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Musik: Øyunn.

Medvirkende: Anna Bruus Christensen, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk, Mikkel Becker Hilgart, Karen-Lise Mynster og Øyunn.

Spiller på Det kgl. Teater, Mellemgulvet, til 21. oktober. Landsdækkende turné fra 25. oktober til 26. november.

Anmeldt 18. september (premiere).