Forside Anmeldelser 2021 HELLERE HALVGAMMEL END HELT DØD

HELLERE HALVGAMMEL END HELT DØD

360
0

BOGANMELDELSE: Ulf Pilgaard fortæller åbent og ærligt om et levet liv, om kærlighed, sorg og savn, om tro og seksualitet og om at stoppe mens legen er god.

* * * * * 

For fem år siden skrev Ulf Pilgaard erindringsbogen “Mit liv som Ulf” i samarbejde med den lydhøre og velskrivende Ole Sønnichsen.

Der var åbenbart noget, de ikke følte at de fik med i den omgang, og derfor har de sat sig sammen igen for at tale om alderdommen, og det er blevet til en aldeles glimrende, alvorlig, eftertænktsom og positiv bog, der mest handler om den del af skuespillerens liv, der er foregået udenfor rampelyset.

Her fortæller Ulf Pilgaard åbenhjertigt om kærlighed og kriser, og sygdom, sorg og savn. Og om sin tro og ikke mindst sin lyst. Lyst til livet, lyst til kvinder og lyst til at udforske nyt land arbejdsmæssigt.

Det er en bog skrevet i en positiv og fremadskuende ånd, men også med plads til refleksion. Ikke forstået således, at Ulf Pilgaard fortryder noget, men man har jo lov til at se tilbage og rationalisere over livets valg. 

Det skinner således igennem – nu hvor han står på Cirkusrevyens scene for sidste gang – at det går ham lidt på, ikke noget, der nager dybt, men måske snarere ærgrer ham, at hans eftermæle formentlig bliver som ‘ham den sjove fra Cirkusrevyen’, og ikke i lige så høj grad som ‘ham den gode skuespiller’, selvom begge dele jo er sandt. 

Det forklares hvordan det er en alvorlig og vanskelig proces, at være morsom, og Pilgaard retter en berettiget kritik mod den del af af det kulturelle parnas, der ikke opfatter komikken og revygenren som lige så fin en kunstart som den intellektuelle og elitære kunst.

Når man bliver gammel – Ulf bliver snart 81 år – er det at miste en væsentlig del af livet. Og Ulf har mistet. Sin hustru, sin ene søn, sin lillebror og sin bedste ven. Foruden alle de gode kolleger og venner. En stor del af bogen handler om savn og sorg, uden at det af den grund er blevet en dyster og mørk bog. Ulf Pilgaard benytter sorgen og troen til at komme videre, og han har igen fundet kærligheden i en sen alder.

Dette er ikke en skuespillerbiografi spækket med anekdoter og sjove historier fra det festlige liv på og bag scenen. Er der overhovedet én anekdote i bogen? Jo, en enkelt om Dronningen, den er sjov. I stedet er det et alvorligt, eftertænktsom og dannet menneskes refleksioner over livet, set med den ballast livet giver, og set fra det ældre menneskes plads – et godt stykke nede af gangen mod udgangen.

Det er velskrevet, og meget interessant læsning.

“Hellere halvgammel end helt død”. Af Ulf Pilgaard i samarbejde med Ole Sønnichsen.

256 sider kr. 299,95. Lindhardt & Ringhof.

Udkom 26. august.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her