Sangsolisterne sejrer stort i en flot, men også problematisk kæmpeopsætning af den danske musicalsucces “Atlantis”.
* * * *
Musicalen “Atlantis” har mange vanvittigt gode sange, og i den nye kæmpeopsætning af den 28 år gamle musicalsucces leveres de over en bred kam af strålende sangere.
Det gælder Stig Rossen i rollen som den magtbegærlige krigsherre Jabbador, der myrder sagnriget Atlantis kong Atlas for selv at bestige tronen. Det gælder Thomas Høj Falkenberg i rollen som den unge helt Silvan, der er forelsket i den smukke prinsesse Adalena, og det gælder i allerhøjeste grad netop Johanne Milland, som her får et stort gennembrud som Adalena, bare to år efter hun har dimmitteret fra Scenekunstskolens musicallinje i Fredericia. Hun synger ikke kun smukt, men spiller rollen med udtryksfuld power, som den stridbare datter, der nægter at følge sin fars og præsteskabets vilje, men kun sit hjerte.
De tre i hovedrollerne bærer lidt populært sagt “Atlantis” oven vande, godt hjulpet af Kaya Brüels svigefulde tjenestepige Miranda, med de højere ambitioner, og Pernille Pettersons hjerteskærende Salene, Silvans stolte moder, hvis mand Jabbador engang slog i hjel og som selv går i døden for sin søn. Pettersson (billedet) sang Adalenas parti i originalopsætningen i 1993. De tre kvinders terzet i anden akt er afgjort musicalens musikdramatiske højdepunkt, og overskygger klart hitsangen “Morgen på Atlantis”, danskernes næst mest elskede musicalsang i følge en stor DR afstemning i 2017. Her synges den med lutter rene toner, men helt blottet for dramatisk modspil af Jonas Rasmussen.
Alle de gode sange og sangere til trods, så er dramaturgien og afviklingen af det musikalske score faktisk ret problematisk. Det er ingen hemmelighed at “Atlantis” er kraftigt inspireret af den succes “Les Miserables” havde da den i sin tid kom frem. Forfatterne Thomas Høg og Sune Svanekier og komponisten Peter Spies var vilde med “Les Mis”, og selvom Spies og Høg i følge det store, trykte program, egentlig hellere ville have lavet et koncept rockalbum, så fik musicaltossede Svanekier dem overtalt til at gå musicalvejen. De tre var dengang blot midt i 20’erne, glade, men dygtige og talentfulde amatører. De har siden gjort musicals til deres levevej, og gør det godt. De er blevet endnu dygtigere med årene, men “Atlantis” er alligevel deres helt store hit også nu 28 år senere.
Teksten, hvor hvert et ord synges eller fremsiges til musik, er langt hen af vejen rystende banal. Lyrisk er det som at lytte til popsange fra de tidlige 90’ere, hvor “Atlantis” blev født. Det gør ikke så meget i de store sangnumre, men det gør omvendt ikke meget godt for fortællingen, der er fyldt med patos, og flere steder bliver næsten ufrivilligt komisk; som for eksempel, når Silvans afdøde far træder frem i mutter Salenes drømmesyn. Denne patos kunne man måske endda slippe afsted med, med en mere effektfuld lyssætning, der placerede far Kelvin i en aura af guddommelighed, men det gør man ikke.
Lysdesignet, der er lavet af britiske Tim Mitchell med et bugnede og flot CV, er overraskende dystert og en-dimensioneret, og det samme gælder Philip Witcombs flotte, men uopfindsomme scenografi, med alt for stereotype muligheder.
Det er Thomas Agerholm, der har instrueret, og han er jo god til at få det bedste ud af sine sangere. Til gengæld synes han ikke at være så god til at skabe bevægelsesmønstre, og her hjælper den vanvittigt brede scene i Tivolis Koncertsal naturligvis heller ikke. Der er altså noget med hvordan de går, står og bevæger sig, som ikke fungerer, og derfor, eller måske derfor, er det som om der savnes energi og dynamik i hele afviklingen.
Her spiller producent og dirigent, Mikkel Rønnow, også en rolle. “Atlantis” er blevet orkestreret for et stort orkester, så den svulstige og storladne musik for alvor kan komme til sin ret, men jeg savner altså en mere flydende afvikling, hvor musikken bølger som ét stort frådende hav gennem hele den mere end to en halv time lange forestilling og skaber denne intense, mytologiske stemning. Det er naturligvis i orden, at der gøres plads til applaus efter de største sangnumre, men nærmest hele vejen igennem spiller orkestret stop-start-stop-start. Igen et problem for dynamikken. Det tager luften ud af den jo ellers meget dramatiske historie, der rummer alt hvad hjertet begærer af romantik, konspirationer, forræderi og mægtige kampe.
“Atlantis” giver plads til de store følelser, og musicalen har heldigvis kvaliteterne til at det ikke bliver (alt for) meget. Der er plads til befriende shownumre som den intrigante Zan-Zans festlige “Hold dig til helte”, prægtigt leveret af en gennemført slesk Kim Hammelsvang. Og den store hymne “Hil Atlantis” med Stig Rossen i forgrunden for et smukt velklingende kor er ligefrem gåsehudsfremkaldende.
Der er ikke noget at sige til at “Atlantis” har opnået den status den har, og netop derfor er det måske også med en anelse skuffelse i hjertet, at man forlader koncertsalen med en fornemmelse af, at man ikke er blevet skyllet helt bort af begejstring.
“Atlantis” musical af Peter Spies (musik), Thomas Høg og Sune Svanekier (sangtekster).
Instruktion: Thomas Agerholm. Scenografi & kostumedesign: Philip Whitcomb. Koreografi: Kim Ace Nielsen. Lysdesign: Tim Mitchell. Lyddesign: Malte Oscar. Orkestrering: JesperRiis og Wolfgang Käfer. Dirigent: Mikkel Rønnow.
Medvirkende: Johanne Milland, Stig Rossen, Thomas Høj Falkenberg, Pernille Petterson, Kaya Brüel, Kim Hammelsvang, Jakob Zethner, Jonas Rasmussen, Annelouise Gomard, Søren Bech-Madsen, Astrid Højgaard, Katrine Schmidt Nørgaard, Maria Overgaard Vinter, Emilie Groth Christensen, Kirstine Moses, Mille Holten Bartsch Lambert, Nynne Holmen, Christoffer Schøllhammer Rørmose, Kenny Duerlund, Anders Gjesing, Emil Asbjørn Madsen, Morten Lindemann Olsen, Rasmus Faartoft, René Wormark og Ulrik Aabye-Hansen. 21 mands orkester.
Producent: Mikkel Rønnow og Tivoli.
Forestillingen spilles i Tivolis Koncertsal til 25. september og igen fra 26. oktober til 6. november. I Musikhuset Aarhus fra 28. september til 10. oktober, Musikteatret Holstebrog fra 13.-16. oktober og i Odeon Odense fra 19.-23. oktober.
Anmeldt 10. september (premiere).
