Intenst og alvorsfuldt indblik i Israel-Palæstina-konflikten på Café Liva.

* * * *

En palæstinænsisk kvinde søger optagelse i en islamistisk brigade i Gaza. Samme tid og samme sted, møder vi en jødisk historieprofessor og en udsendt amerikansk soldat fra de fredsbevarende styrker i et af denne verdens mest omdiskuterede brændpunkter. De gestaltes alle af Mette Marckmann i Stefano Massinis monolog “Jeg Tror Kun På En Gud/Et Had”, som i en kort periode kan opleves på Café Liva i Nyhavn.

Tonen er normalt mere munter på det lille cabaretskib, hvor den politiske satire har en vigtig platform. Her er satiren for en gangs skyld lagt i tørdok, og den alvorstunge monolog udløser hverken latter eller smil. Situationen i Mellemøsten har siden etableringen af den Israelske stat i slutningen af 1940’erne været en politisk gordisk knude. 

Det er endnu ikke lykkedes at skabe fred, og da slet ikke fordragelighed i forholdet mellem Israel og Palæstina, og det bunder i  grundlæggende væsensforskelle mellem de involverede parter. De har kun to ting til fælles; deres Gud og deres had.

Det er det denne 70 minutter lange monolog handler om, og man skal endelig ikke tro, at Stefano Massini undervejs finder en løsning, endsige en forklaring. Men teksten har sin styrke i at den netop ikke tager entydigt parti i konflikten.

Sherin brænder for sin sag og søger optagelse i Al Kazam Brigaden, en terrororganisation, der udfører selvmordsbombninger i Gaza. Hun er frihedskæmper, og tror blindt på at hun og hendes trosfæller kan befri Gaza og det palæstinænsiske folk fra det hun og de opfatter som en undertrykkende, jødisk besættelsesmagt. 

Eden Golan, derimod, er professor i historie ved det Jødiske Universitet i Gaza. Jeg er ikke fundamentalist, bedyrer hun, men det er svært ikke at hade, når man selv med nød og næppe overlever en af de daglige bombesprængninger, der koster uskyldige, civile ofre. 

Man kan som udefrakommende betragter sagtens forstå både det ene og det andet argument; at forstå handlingerne er noget andet. Og monologens tredje karakter, den udsendte fredsbevarende soldat, tager da også et pragmatisk synspunkt, når hun gør honnør og parerer ordre; hvem er offer og hvem er bøddel – hvem begyndte? spørger hun og konkluderer, at amerikanerne som udgangspunkt tager isralernes parti, fordi det er det mest praktiske.

Når det kommer til stykket er amerikaneren – amerikanerne, verdenssamfundet you name it – i grunden ligeglad med terrorhandlingerne og deres ofre, så længe det ikke går ud over hende selv/os andre. 

Monologer er altid en stor udfordring for en skuespiller. Mette Marckmann har angiveligt længe brændt for at få mulighed for at opføre denne, og man kan mærke hjerteblodet i hendes intense og skarpe performance. Der er dedikation og nerve. Det er ikke helt nemt at springe mellem de tre meget forskellige karakterer, og instruktøren Jan Hertz har valgt at Marckmann ikke skal differentiere dem væsentligt sprogligt eller fysisk. Det må være et bevidst valg. Det rette valg? Måske. Måske ikke. 

Helt grundlæggende for monologen er, at vi ikke får mere eller mindre sympati for hverken terroristen, professoren eller soldaten. Men vi får åbnet øjnene for det umenneskelige i konfliktens gru, og får måske en større forståelse for hvorfor konflikten ikke lader sig løse.

Monologen vakte et stærkt minde hos mig, da min barndomskammerat i slutningen af 1970’erne kom hjem fra et kibbutz-ophold i Israel med en t-shirt med påskriften: Fighting for peace is like fucking for virginity.

“Jeg Tror Kun På En Gud/Et Had”. Af Stefano Massini.

Instruktion: Jan Hertz

Medvirkende: Mette Marckmann.

Spiller på Café Liva, København til 21. august.

Anmeldt 11. august (premiere).

Foto: Brita Fogsgaard.