Aalborg Teater gik online midt i en coronatid med deres dramatisering af Herman Bangs klassiske roman “Tine”. 

* * * (og en * ekstra for initiativet)

Åh, hvor man savner at gå i teatret! Mere end en måned er der gået siden sidst, og det kommer desværre nok til at vare lidt tid endnu inden vi igen kan mødes fysisk i en teatersal, og opleve scenekunsten dér hvor den skal opleves for for alvor at give mening.

Aalborg Teater har valgt at give deres dramatisering af “Tine” premiere ved en online-live transmission, tilmed gratis ved premieren for alle der ville se med, og hvis jeg ellers forstår det lille ikon i toppen af min skærm rigtigt, var vi på et tidspunkt mere end 10.000, der kiggede med i aftes, da begivenheden fandt sted. Et fantastisk flot tal til et meget flot og i høj grad værdsat initiativ. Det må være mere end blot almindeligt frustrerende at gå og arbejde med et værk i ugevis uden at kunne vise det frem; uden at det kommer ud til et publikum. 

Der var også en del, der faldt fra undervejs (hvis jeg altså forstår tallet i toppen af skærmen korrekt), og det kan vel ikke være anderledes. Dels føler man sig anderledes forpligtet når noget er gratis, dels sidder man hjemme i egen stue, eller ved egen computer, hvor det er lettere at blive distraheret, og dels så er dramatiseringen af det klassiske, højt anerkendte romanværk måske ikke den mest vellykkede, når sandheden skal frem.

Instruktør Runar Hodne har valgt at lade personerne være fortællere, således at de også fortæller handlingen med sig selv i tredje person, samtidig med at de spiller scenerne, og det er ikke en god idé. Det virker tungt og det tager energien og værst af alt, mange af følelserne ud af spillet. Og det er jo en dybt følelsesladet historie, Herman Bang skrev tilbage i 1889, om den unge pige Tine, som under krigen i 1864 forelsker sig i den lidt ældre skovrider, som hun arbejder for. En kærlighed han kun gengælder fysisk, men ikke i hjertet. Da han hårdt såret ligger på sit yderste på lazarettet er det sin kone Marie, han kalder på i vildelse. Tine går i dammen og det er altsammen meget tragisk. I Hodnes opsætning bliver det mere tungsindigt end egentligt hjerteskærende, og ikke for alvor vedkommende. Måske, det kan virkelig ikke udelukkes, fordi vi som publikum ikke sidder fysisk i salen, men sidder derhjemme, uden at kunne mærke teatrets intimitet. 

Komponisten Jenny Rossander alias Lydmor har ellers skabt et spændende og meget velfungerende lydunivers, hvor de 12 medvirkende agerer en slags tragisk folkekor. Improvokal, kalder hun det selv, og det er en meget stemningsskabende effekt, der løfter den tvivlsomme dramatisering, og skaber liv og fremdrift i forestillingen.

Også stor ros til kostumieren Maria Gyllenhoff, og til scenograf og lysdesigner Ulrik Gad, som med enkle midler får krigens gru og folkets armod på det fattige Als til at fremstå tydeligt. Alle medvirkende er i uskyldsrene, hvide kostumer, som i takt med at historien skrider frem, at krigen maser sig på, og nøden og håbløsheden sænker sig, bliver mere og mere beskidt, tilsølet og blodigt. Den enkle scenografi fungerede, selv på skærmen, aldeles glimrende.

I hovedrollen som Tine gør unge Line Nørholt bestemt indtryk. En ung, uskyldig pige, der for første og sidste gang oplever kærlighedens altopslugende kraft, med fatale følger. Hun giver sin Tine sjæl, trods de dramatiske udfordringer. Det virker helt forkert, når hun siger: Tine knugede hans hånd i sine hænder – uden så at gøre det fysisk på scenen, men Line Nørholt får alligevel én til at føle med den stakkels pige. 

Lidt anderledes forholder det sig med nyuddannede Thomas Kristian Bek som skovrider Berg, der trods flot af yndre, ikke for alvor overbeviser. Der må være mere i Berg end blot en mand, der savner sin bortrejste hustru og tager den plukkemodne pige når lejligheden byder sig. For Bek som for flere andre i ensemblet, virker det også som de ikke føler sig helt fortrolige med ordene. Replikbehandlingen, diktionen er for alt for mange en udfordring. Maria Henriksen, der spiller Tines veninde Tinke, er simpelthen svær at forstå med sin udfordrende accent, og Bolette Bang Nørregaard spiller som den eneste med dialekt. Størst indtryk gør Annika Johannessen som Madam Bølling, Tines plagede mor. Hun leverer en smuk og hjerteknusende præstation.

Som ensemble fungerer holdet dog glimrende og det er et vellykket træk, at lade alle være på scenen næsten hele tiden, for det giver den noget slæbende fortælleform og dialog en form for dynamik, som især er nødvendig, når forestillingen – i hvert fald i det digitale format – spiller i lige knapt to timer uden pause.

Aalborg Teater skal have tak og stor ros for at tage teatret ud af dets lukkede rum og livetransmittere forestillingen. Vi må håbe for både skuespillere og hele det kreative hold, at man også får lov at spille for et fysisk publikum i salen. Det er trods alt der teatret kommer bedst til sin ret, og dertil at forestillingen er skabt.

“Tine” af Herman Bang. 

Instruktion og bearbejdelse: Runar Hodne. Scenografi og lysdesign: Ulrik Gad. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Komponist: Jenny Rossander (Lydmor).

Medvirkende: Line Nørholt, Thomas Kristian Bek, Annika Johannessen, Jørgen W. Larsen, Bolette Bang Nørregaard, Maria Henriksen, Marie Knudsen Fogh, Øster Borre Simonsen, Steffen Behrenthz Eriksen, Marcus Gad Johansen, Ferdinand Falsen Hiis og Lars Topp Thomsen.

Spilles (online eller fysisk, hvis det tillades) til 27. februar.

Anmeldt: 23. januar (premiere, online)