Betty Nansen Teatret går nye veje med en danseforestilling med indlagte replikker, og om mange år vil forsøget stadig blive husket; om ikke andet så for Astrid Elbos blændende præstation.
* * * *
Man skal turde, at tage chancer. Turde, at tage fejl.
Sådan ser Betty Nansen Teatrets kunstneriske chef, Elisa Kragerup, på kunsten, og derfor har hun konsekvent taget chancer i sit endnu korte, men yderst succesfulde virke på teatret på Frederiksberg Allé.
At benytte denne taleteater-scene til at sætte en danseforestilling op på, er ganske modigt. Dansen har sine scener, sit publikum, taleteatret har sit. Kan de mødes? At sætte moderne urban-dansere på scenen med to klassisk uddannede dansere fra Den kongelige Ballet er bestemt også modigt, og at lade danserne sige replikker – om end de ikke er mange, så er de dog uhyre væsentlige – er meget, meget modigt.
Alle tre satsninger lykkes dog et meget langt stykke hen af vejen, for ”Bonnie & Clyde”, den virkelige fortælling om gangsterparret, der i depressionstidens USA’s blev samfundets fjender nummer et, men som også blev en slags folkehelte og reality-stjerner før reality-begrebet blev opfundet, er en klassisk god fortælling.
Vi elsker den slags eventyr. Det har man alle dage gjort. En livsfarlig romance, der balancerer på en knivsæg. Forbrydere og mordere, som Bonnie Parker og Clyde Barrow, kan godt i den rigtige – eller forkerte, om man vil – sammenhæng blive helte. Vi kender det også fra vore dage, hvor hardcore drabsdømte rockere i dagbladene nærmest optræder som var de popidoler eller i det mindste tv-reality kendisser med stjernestatus.
Clyde var vel i grunden blot en afstumpet bandit, men hans Bonnie gjorde parret til noget særligt. Hun skabte den romantiske fortælling, og det var hende selv, der fortalte den; i digte, skrevet under et fængselsophold. Historien om Bonnie & Clyde er blevet til film, til sange og nu til danseteater.
Ligesom det var virkelighedens Bonnie, der med sin tilstedeværelse skabte den romantiske gangstermyte omkring parret, så er det på Betty Nansen Teatres skrå og det meste af tiden helt nøgne scene, Astrid Elbo, der mere end nogle andre skaber magien. Hendes præstation er ganske enkelt blændende.
Jeg har ikke nogen videre forstand på dans, men det behøver man heller ikke at have for at blive grebet og indfanget af Astrids Elbos bevægelser og fysiske udtryk. Hun kan også sige replikker fra en scene, og er hjerteskærende i en scene, hvor parret på flugt fra politiet sulter og tørster, og hun drømmer om en karriere indenfor filmen. Hun får sin glamour, men på en lidt anden måde. Og livet bliver kort. Parret dør i en regn af kugler da de stadig kun er et sted midt i 20’erne.
En af Det kgl. Teaters store dansere, Ulrik Birkkjær, danser og spiller hendes Clyde med format og imponerede fysisk styrke, men forestillingens bankende hjerte, er Astrid Elbos.
Omkring dem, i skiftende roller som politifolk og medlemmerne af Bonnie & Clydes bankrøverbande, står fem urban-dansere, hvor især Stephanie Nguyen skiller sig ud. Ikke mindst fordi også hun på ganske udmærket vis forstår at sige replikker fra scenen og udtrykke sig på anden måde end i dansen. De er afsindigt dygtige, uden tvivl, men det er her at mine personlige forbehold overfor forestillingen får næring. Jeg synes simpelthen at det bliver for ensformigt, for langt og ikke mindst for enerverende, når den dunkende musik fra blandt andet Anders Trentemøller og Isaac Hayes lægger en tung baggrundsrytme til dansernes bevægelser.
Musikalsk stikker ”Bonnie & Clyde” i mange retninger, men ikke så ofte i takt med den tid, historien udspiller sig i, og det er lidt ærgerligt. Signe Fabricius har koreograferet, instrueret og skabt manuskriptet til forestillingen. Hun har fået lov at lege med genrerne på det gamle taleteater, og det eksperiment falder ganske vellykket ud, ikke mindst fordi forestillingen har Astrid Elmos lysende stjerne i front.
”Bonnie & Clyde”. Manuskript og koreografi af Signe Fabricius. Musik: Jeanett Albeck, Anders Trentemøller, Guiseppe Verdi, Finneas Baird O’Connell, Isaac Hayes, Dustin O’Halloran, Max Richter, Boris Blank, Dieter Meier og W.A. Mozart.
Instruktion: Signe Fabricius. Scenografi & kostumer: Ida Grarup. Lysdesign: Súni Joensen. Musikalsk konsulent: Jeanett Albeck.
Medvirkende: Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini, Stephanie Nguyen, Suad Demirovic, Robert Malmborg og Mads Gronemann.
Spiller på Betty Nansen Teatret til 8. februar.
Anmeldt 14. januar.
Forestillingsfoto: Catrine Zorn.
