God skuespiller, dygtig sanger, spændende lyrik. Men ikke nødvendigtvis godt teater.
* * *
Jeg tror, jeg elsker Ellen Hillingsø!
Hendes præstation er der bestemt ikke en finger at sætte på i forestillingen “Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman”, som lige nu spiller på Teater Grob på Nørrebro i København.
Der er heller ikke noget i vejen med sangerinden Fine Glindvads sfæriske elektro-pop, som i syv indlagte sange indrammer og samler monologen.
Og endelig er teksten, skrevet af den anerkendte lyriker Ursula Andkjær Olsen, i sig selv ganske interessant – som lyrik. Hele teksten i bogform, med flotte fotos fra forestillingen, kan købes på teatret for blot 30 kr. Gør det. Så kan man sidde hjemme i den gode stol, med en varm plaid om benene, dampende thé i koppen, og læse lyrikken bid-for-bid og måske – måske ikke – genkalde sig billeder og sekvenser fra forestillingen, og af den vej få samling på mål og mening, tanker og handling.
Men uden at have læst teksten indgående først, fremstår “Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman” som en noget diffus teateropsætning, som det ganske enkelt er svært at blive klog på.
Der opstår på en måde et misforhold mellem scene og sal. For både Ellen Hillingsøs unavngivne kvinde og forestillingens instruktør, Niels Erling, har jo vendt og drejet teksten, analyseret hver en betoning – hun som kvinde, han som mand. Fundet en vej, en måde at formidle ord, idé, visuelt koncept og det intense, men også lidt kølige lydunivers, til et samlet værk. Måneder, uger og timers endeløs forberedelse i forståelse og formidling. Udfordringen ligger i, at gøre dette værk interesant for det publikum, der sidder og har halvanden time til at absorbere det. For de flestes vedkommende, må man formode, forudsætningsløst, uforberedt. Det lykkes ikke rigtigt.
Niels Erling beskriver selv processen i indledningen til teksten i det trykte værk, og beskriver værket som blandt andet at handle om kroppens økonomi og den skyld, et menneske kan føle over sit forbrug. Og vor heltinde, en helt almindelig kvinde med ex-kæreste og børn, ender med, som en anden Wonder Woman, at forsøge at redde hele verden.
Ellen Hillingsø gør en heroisk indsats, som i sandhed er en Wonder Woman værdig; hun er vittig, legende, skælsk, sprælsk, fortvivlet og håbløst afmægtig i sin kamp mod overmagten – selve livet. Hun holder foredrag på foredrag og forklarer livets tilskikkelser; om at give gaver og om den sande guddommelighed i form af den Hellige Jomfru af Guadeloupe. Hun føder børn, klædt ud som en mellemting mellem en Gudinde og en karikeret dronning i modeskaberen Nicholas Nybro kreative og fantasifulde kostumer. Det var ham, der i sin tid skabte den meget omtale balkjole, som Ghita Nørby havde på til hofbal og som blev genstand for både hån og spot. Her er kreationerne lige så ‘tossede’, men unægteligt med en ikke uinteressant visuel effekt.
Essencen af alle disse på hver sin måde gode intentioner og smukke indsatser, bliver desværre bare ikke godt teater. Men jeg vil glæde mig til – i næste uge – at sidde i sommerhuset, foran en knitrende brændeovn og læse teksten. Langsomt og dvælende, og så vil jeg forhåbentlig genkalde mig billeder og stemninger fra forestillingen og tænke: Oh, dér er jo meningen med det hele!
“Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman”. Af Ursula Andkjær Olsen.
Instruktion: Niels Erling. Scenografi og kostumer: Nicholas Nybro. Lyddesigning og co-produktion af lyd: Rasmus Juncker. Lysdesign: Malte Hauge. Komponist: Fine Glindvad.
Medvirkende: Ellen Hillingsø og Fine Glindvad (sang).
Produceret af AKT1 og Teater Grob.
Spiller på Teater Grob til 10. december.
Anmeldt 28. november.
Forestillingsfoto: Catrine Zorn.