Intenst og velspillet kammerdrama om kærlighed mellem forældre og børn – også den, vi helst ikke taler om.
* * * * *
I disse år er det på Husets Teater det sker, hvis man vil opleve rigtigt gode teatertekster i rå, rene og stærkt gennemarbejdede udgaver, med stærke og troværdige skuespillerpræstationer.
Således gælder det også for Vesterbro teatrets seneste forestilling, den norske dramatikerdebut “Se på mig når jeg taler til dig”, som i den forgangne weekend havde premiere på teatrets lille scene, oppe på første sal, og spiller frem til 10. december.
Husets Teater kan dog ikke denne gang tage hele æren for succesen; forestillingen er produceret i samarbejde med Odense Teater og instruktøren Peter Dupont Weiss, så det er i høj grad også deres fortjeneste, at “Se på mig når jeg taler til dig” er blevet en vellykket og fin teateroplevelse. Peter Dupont Weiss har også både oversat fra norsk og skabt den meget enkle scenografi, som blot består af en stribe stole, placeret langs væggene i et bart rødt rum med tykke højrøde gardiner for vinduerne. Det ligner en danseskole efter lukketid, i hvert fald et stort neutralt rum, som således fint matcher teksten, der springer i tid og sted og i to afdelinger – fremført på en time og 25 minutter uden pause – fortæller om forældre og børn. Om børn og forældre. Om uendelig, alt overskyggende kærlighed, men også om den nagende frygt, alle der har børn godt kender. Frygten for at der skal ske ens kære noget ondt, eller, næsten lige så slemt, at de skal begå noget ondt mod andre.
Teksten er skrevet af den meget anerkendte og prisvindende norske lyriker og forfatter Monika Isakstuen og var hendes dramatiske debut. Det blev første gang opført på Rogaland Teater i Stavanger for godt et år siden, og vakte så meget opsigt, at det er oversat til flere sprog, altså også dansk.
Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll spiller stykkets fire karakterer. Moderen og hendes søn, og faderen og hans datter. Det gør de begge meget overbevisende, med en afdæmpet intensitet og en troværdighed, der på smukkeste vis understøtter skuespillets rå og brutale budskab.
I første del møder vi moderen til tonerne af “Mor er den bedste i verden”, og hendes søn. Det handler om de tætte bånd, der opstår allerede når en mor lægger sit spæde barn til sit bryst og ammer det. Det er en nærmest erotisk oplevelse – for moderen, og for barnet? Får hun noget, der ligner en orgasme af dette, det mest intime nærvær mellem to mennesker. Og sønnen? Hvilke følelser vækker det i det endnu spæde barn, i forhold til hvordan han vokser op og udvikler sig. I dette tilfælde viser det sig, at han bliver en hadefuld og krænkende ung mand. “Drenge er og bliver drenge” undskylder moderen, men tvivlen nager hende: Er det min skyld, at han er blevet sådan? Var det fordi hun ruskede ham for hårdt, da han var lille? Vidste hun instinktivt, at hendes elskede søn var en potentiel voldtægtsforbryder? Kunne hun overhovedet have gjort noget for at undgå det?
I anden del er rollerne så byttet om. Morten Hauch-Fausbøll er faderen til tonerne af “Giftes med farmand” og vi aner allerede her et incestuøst spor. Igen er vi med fra start til slut. Fra fødsel til død. Gennem skilsmisse og delebarnsordning. Vi oplever faderens skræk for at gøre noget som helst forkert, når han bader sin fireårige pige, vi oplever hans rædsel for at nogen skal gøre hans øjesten fortræd, udsætte hende for et seksuelt misbrug. Vi oplever hende vokse sig ung og æggende, og blive genstand for drengenes sultne blikke, til faderens stadigt stigende gru. Er det en følelse af jalousi? Og når teenagedatteren i kådhed sexchatter med ældre mænd over telefonen, er det så i virkeligheden udtryk for en usund faderbinding, ligesom faderens forhold til en purung kvinde, på datterens alder, i virkeligheden blot er et udtryk for hans tiltrækning af sit eget barns kød.
“Se på mig når jeg taler til dig” er et mørkt og skræmmende kammerspil om grænseløs kærlighed mellem forældre og børn, ikke mindst om den side af kærligheden, vi helst ikke vil tale om. Det er en grufuld tilgang til et tabubelagt emne, som i Isakstuens modige, velskrevne tekst og i Dupont Weiss’ intime instruktion bliver til vedkommende, tankevækkende og godt teater. Kan man spejle sig selv i karaktererne? Ja, afgjort og så jo alligevel ikke. Forhåbentligt ikke i hvert fald.
“Se på mig når jeg taler til dig”. Af Monika Isakstuen, oversat fra norsk af Peter Dupont Weiss.
Instruktion & scenografi: Peter Dupont Weiss. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Lyddesign: Erik Christoffersen. Kostumer: Hanne Mørup.
Medvirkende: Sarah Boberg og Morten Hauch Fausbøll.
Co-produktion mellem Husets Teater, Odense Teater og Peter Dupont Weiss. Spiller på Husets Teater til 10. december.
Anmeldt 3. november.
Forestillingsfoto: Natascha Rydvald
