Hvad sker der med mennesker, der isoleres ved verdens ende i en kritisk situation? Spændende ny dramatik i Krudttønden.
* * * *
Tre mennesker sidder på en forskningsstation på Antarktis. De er bogstaveligt talt ved verdens ende. Udenfor hyler vinden og det er 30 graders frost. De spiser nøje afmålte madrationer, foretager seismologiske optegnelser og – går hinanden en lille smule på nerverne.
Især den ældste af de tre, engelske Bertram, synes at være lidt en mundfuld, med sine småpendantiske rutiner. Lederen af gruppen er engelske Angela, og danskeren Lars er trioens radiooperatør.
Der var en fjerde, men han er taget ud i snestormen for at fange et forsyningsskib hjem. Vi møder ham kortvarigt i indledningen, hvor han forgæves forsøger at få kontakt med gruppen over satellitradioen. For noget er galt. Helt galt.
Det engelsksprogede danske teater, That Theatre Company har i en årrække præsenteret et københavnske teaterpublikum for engelsksproget dramatik, nyt såvel som klassisk, og med “Extremophiles” giver de verdenspremiere til Fergal O’Byrnes nye skuespil, som er første del i en trilogi, med omdrejningspunktet ‘lokationer’.
Første lokation er altså ved verdens ende. I begyndelsen går alting lidt langsomt, havde man forventet andet et sted, hvor der intet er at lave, ud over de daglige måleraflæsninger og den tørre konstatering, at vejret er som det plejer at være her; koldt, blæsende og mørkt!
Det er lidt af en bombe, Angela sprænger i gruppen, da hun fortæller at hun er gravid. At hun har et forhold til den nu manglende fjerde person i gruppen, har alle naturligvis vidst, men hvordan får man hende hjem og føde, og kan man overhovedet komme derfra? Kan man have et spædbarn i de omgivelser? Og helt konkret, så er der pludselig en mund mere at mætte.
Dramaet tager først for alvor fart, at fjerdemanden omsider kommer væltende tilbage gennem uvejret, og da det første chok over nyheden om at han skal være far, har lagt sig, kan fortælle, at verden udenfor ikke er som de tror. En altødelæggende atomstråling har lagt verden øde, formentlig dræbt alt liv – It’s all gone, man! De fire – snart fem – er med en vis sandsynlighed de sidste mennesker på jorden.
Extremophiles betyder i følge ordbogen; organismer, der lever eller overlever under ekstreme livsforhold, der ellers ville være dødelige for de fleste skabninger.
Stykkets fire efterladte er sådanne extremophiler, og hvordan reagerer de på situationen? Forskelligt, men hver på deres måde med en form for selvopholdelsesdrift. Sådan er vi mennesker indrettet. Når alt synes allermest håbløst, skal vi nok forsøge at finde en udvej. På en eller anden mærkelig måde, er det lidt som i den nuværende coronatid. Og det giver skuespillet en ekstra dimension og en formentlig helt utilsigtet aktualitet.
Hvordan det går, skal ikke afsløres her, men skuespillet er en intens og uhyre velspillet lille enakter på halvanden time. Ian Burns står stærkt i billedet som den ældre Bertram, der får mere og mere isolationskuller, Sira Stampe skaber et interessant karakterstudie af den vordende moder, Benjamin Stender er radiotelegrafisten, der bærer på en dyb, personlig sorg, og ind fra kulden kommer Michael Worthman som en afdæmpet vildmand med en blanding af autoritet og rædsel for den fremtid, han som den eneste godt ved ikke findes.
Claus Bue har instrueret med god fornemmelse for de enkelte karakterer, men måske også med en især i indledningen lige lovlig langsommelig scenegang mellem mikrobølgeovn og spisebord, og endelig krediteres TTC Grew for den ganske autentiske scenografi.
Til foråret kommer anden del af trilogien, som man godt kan tillade sig at havde forventninger til.
“Extremophiles” af Fergal O’Byrne.
Instruktion: Claus Bue. Scenografi: TTC Crew. Kostumer: Hanne Mørup.
Medvirkende: Siri Stampe, Ian Burns, Michael Worthman og Benjamin Stender.
Produceret af That Theatre Company. Spiller på Krudttønden til 21. november.
Anmeldt 27. oktober
