Stjernespækket opførelse af Faust er både velspillet og har en imponerende lyssætning, men den har også vanskeligt ved at fængsle sit publikum.
* * * *
Med Danmarks to bedste mandlige teaterskuespillere i rollerne som Faust og Mephistopheles, og med stjerneinstruktøren Staffan Valdemar Holm ved roret, så kan Østerbro Teaters opsætning af Johann Wolfgang von Goethes klassiker “Faust” ikke undgå at skabe store forventninger.
Det er ikke for meget sagt, at dette er en af sæsonens med spænding mest ventede forestillinger. Kan det blive andet end godt, fantastisk?
Godt er det, men fantastisk? Ikke helt. Og med forventningerne skruet helt op, så går man fra teatret med en lille, nagende fornemmelse af – skuffelse er måske et forkert ord, men lidt uforløst var jeg i hvert fald.
Det er jo ikke fordi hverken forlægget, med sin litterære tyngde, eller opsætningens kvalitet mangler noget – Olaf Johannessen og Søren Sætter-Lassen er som altid fremragende, lyssætningen er fascinerende, lydsiden ligeså. Vi bliver i tilgift præsenteret for et helt ubeskrevet blad i rollen som den stakkels Gretchen, der bliver det uskyldige offer for den pagt Faust indgår med Djævelens sendebud. Siw Ulrikke Maibom gør stort indtryk i sin debut overfor disse giganter. Anne Sofie Wanstrup tilfører den litterære alvor et velkomment snert af humor som nabokonen Marthe og Joen Højerslev leverer upåklageligt som blandt andet Gretchens bror, der myrdes af Faust, med ført hånd af Mephistopheles.
Men hvad er det så, der mangler? Noget nærvær. I al sin ydre kvalitet, synes jeg at opsætningen har vanskeligt ved at fængsle. Jeg tror ikke kun det er mig, der føler sådan. Publikum sad påfaldende uroligt på stolesæderne, omkring mig, og væltede glas og flasker. Havde de også svært ved at fastholde fokus når ordene væltede frem?
Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller, der har lavet ‘scenografien’, har valgt at lade ordene være i altafgørende fokus. Scenen er ét kæmpestort, sort gulv. Der er intet andet end en stribe sorte bokse langs væggene, som skuespillerne kan forsvinde bag og som kun sporadisk inddrages i opsætningen. Det er ordene, lyset og lyden, der alene skal føre os gennem fortællingen. Imponerende er det når Olaf Johannessen i en lang scene gennemfører en sand djælvedans til tonerne af dunkende disco og i et inferno af blinkende lys, mindre effektivt, når lange monologer og dialoger føres så dybt tilbage i det enorme sorte rum, at det forekommer som at overvære en stadionkoncert i Parken fra række 200 – uden storskærm. Når skuespillernes udtryk og mimik ikke kan ses, knapt nok anes, forsvinder en stor del af identiteten i opsætningen, det bliver mærkeligt indadvendt og tillukket, og det er her, at Holms opsætning risikerer at miste sit publikum. Alle de gode intentioner og de gode skuespillere til trods.
“Faust”. Tragedie af Johann Wolfgang von Goethe, bearbejdet af Jon Fosse.
Instruktion og yderligere bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm. Scenograf og kostumedesigner: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil.
Medvirkende: Olaf Johannssen, Søren Sætter-Lassen, Siw Ulrikke Maibom, Anne Sofie Wanstrup og Joen Højerslev.
Spiller på Østerbro Teater, Republique, til 28. oktober.
Anmeldt 19. september.
Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind
