Forside Anmeldelser 2020 PEJSESHOW 2020 – LATE NIGHT

PEJSESHOW 2020 – LATE NIGHT

382
0

Gennemmusikalsk revyshow i coronaens skygge.Vi er i trygge rammer og godt underholdt.

* * * *

Coronaen er et gennemgående tema i et af de meget få revyshow, der er blevet til noget i år. På Pejsegården i Brædstrup spiller, synger og danser de – på scenen, ikke til natmaden, det må man jo ikke – ganske som de plejer, og inden showet lykkes det faktisk at gennemføre den velkendte bugnende buffet på en måde så alting ligner sig selv, blot med spritstandere og plastikhandsker, køkultur og nænsom afstand.

Selv om alt ikke er helt som vi er vant til, så ligner det til forveksling. Som publikum føler vi også ganske trygge og det er vigtigt.

Også på scenen er vi i gode hænder. Showets faste producent, Mikkel Schrøder, har samlet et godt og meget musikalsk hold; hustruen Christine Astrid, musicalstjernen Julie Steincke og den solide revymand, Gordon Kennedy- foruden sig selv, naturligvis. Der er masser af kvalitet, flotte sangstemmer, sjove gags og et rasende tempo, sat af den nye instruktør Carsten Friis. Første akts 12 numre gennemføres på blot 45 minutter og de holder en solid kvalitet; gode ideer, nogle mere oplagte end andre, andre mere originale end gennemsnitligt. Traditionen tro suppleres numrene på scenen med videoindslag, i år i reklameblokke, og lidt sjovere end vi har været vant til de senere år. Parodier på Finn og Jacobs Squash-reklamer, og et par tilbagevendende indslag med Danske Spils lottevinder-reklamer er originalt tænkt og sjovt udført.

Et talkshow-hjørne er også en gennemgående del af årets show, som sikrer en elegant sammenhæng mellem de enkelte numre, uden at det for alvor bliver en ’rød tråd’. Blandt ’gæsterne’ er en meget vittig bugtaler, der taler som Jørgen Leth, en kvinde med dansk rekord i diagnoser fra OCD til skizofreni, en stakkels døgnflue, der får sine 15 seconds of fame og en kvindelig erotisk forfatter med lettere censureret oplæsning. Det er sjofelt, og det er der også et par af showets andre numre, der bliver, men det skal nok gå hjem til firmaudflugten og julefrokosterne mod slutningen af spilleperioden.

Meget handler om corona. På scenen skjuler de ikke glæden ved igen at kunne optræde for et publikum, og flere numre kredser om emnet. Bedst i ”Shallow” – ja, mega-hittet, der her i Julie Steinckes tekst handler om corona, og at være sammen – hver for sig. Fornemt udført af Julie Steincke selv og Mikkel Schrøder.

Dygtige Christine Astrid er et alsidigt revytalent; hun er både morsom som den erotiske forfatterinde og rammende i sin gennemmusikalske parodi på Anne Linnet, ikke mindst når hun med spredte ben liderligt sidder og labber Julie Steinckes Medina i sig i en veludført musikalsk sketch om tv-hittet Toppen af poppen, med Gordon Kennedy som L.O.C. og Mikkel Schrøder som en kostelig Lars Lilholt.

Mikkel Schrøder er også voldspsykopaten, der tøjler temperamentet ved at strikke – igen i en solid musikalsk indpakning, mens hans Carl Mar Møller i en alt for lang ’Spørg Pejsen’-sketch bliver mere vulgær end egentlig morsom.

Crazykomik og en opvisning i flot popsang går hånd i hånd med Gordon Kennedy som komisk danser og Julie Steincke som sangerinden, der tryllebinder os publikummer, og endelig får Bent Fabricius-Bjerre en uhyre værdig, smuk og afdæmpet musikalsk hyldest, der pludselig bringer poesi ind i det ellers så effektive underholdningsmaskineri.

Årets Pejseshow har næsten alt hvad man kan ønske sig, bortset måske fra det ene eller to virkelige topnummer, der kunne løfte showet fra solide og velfortjente fire stjerner til den femte. Det er til gengæld meget lidt, der ikke fungerer, og de steder hvor teksterne ikke rigtigt holder, tager musikaliteten over og garanterer en høj underholdningsværdi.

”Pejseshow 2020 -Late Night”

Tekster og musik: Mikkel Schrøder, Rasmus Friis Tvørfoss, Morten Holm Nielsen, Gordon Kennedy, ’holdet’, Julie Steincke, Lady Gaga, Mark Ronson, Jan Svarrer, Jannik Fuglsang, Jane Birkin & Serge Gainsburg, Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre, Christine Astrid, Troels Malling, Bent Fabricius-Bjerre, Vase & Fuglsang m.fl.

Instruktion: Carsten Friis. Koreografi: Christine Astrid. Musikalske arrangementer: Rasmus Friis Tvørfoss, Jakob Juul Nielsen, Stephen Nørrrelykke og Mikkel Schrøder. Kostumer: Lasse Spangenberg. Animationstegner: Allan Buch. Videoproduktion: Gordon Kennedy. Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss.

Medvirkende: Julie Steincke, Christine Astrid, Julie Steincke og Gordon Kennedy. Musikere: : Rasmus Friis Tvørfoss, Jakob Juul Nielsen og Stephen Nørrrelykke.

Producent: Mikkel Schrøder.

Spiller på Pejsegården, Brædstrup til 11. november (fredage-lørdage).

Anmeldt 4. september (premiere).

Foto: Rune Buch

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her