Klangfuld og smuk forestilling om kunstmaleren og mennesket Anna Ancher med Bagsværd Sø som fascinerende bagtæppe.
* * * *
Vel er Bagsværd Sø hverken Skagerak eller Kattegat, men der er hvide toppe på bølgerne på søen denne tirsdag aften i juli, og vinden ude fra vest river godt i kinderne. Sceneriet med den flydende ponton i vandet, og den smukke, hvide bro, der går over det lille indløb fra selve søen, og de omkransende træer, er betagende og indbydende.
I år har Det Flydende Teater valgt ikke at sejle publikum rundt, i stedet sidder vi på land, i magelige havestole og skuer ud mod – nå ja, ikke havet men dog vandet – og får således en glimrende illusion af at være i Skagen, hvor Anna Ancher blev født, og hvor den berømte kunstner i dag ligger begravet.
Det Flydende Teater og Teatergrad har skabt en smuk og klangfuld portrætforestilling om en unik kvindeskikkelse i dansk kunst- og kulturliv, og det lykkes at skabe en let og luftig stemning med lige del smíl, vemod og indignation. Det sidste naturligvis omkring datidens syn på kvinder i kunsten, og personificeret gennem veninden Marie Krøyer, iført englevinger, som var langt mere oprørsk end hovedpersonen selv.
Julie Riis har den bærende rolle som Anna Ancher, og hun mestrer både den unge piges flyvskhed og den modne kvindes kærlighedssorg med stor overbevisning. Det er en helstøbt, smuk præstation. Omkring hende spiller Luise Kirsten Skov og Pelle Nordhøj Kann et spraglet persongalleri af menneskene i hendes liv; han primært ægtemanden Michael Ancher, men Luise Kirsten Skov er på overarbejde, som både den rablende P.S. Krøyer, den oprørske Marie Krøyer samt diverse veninder og rivalinder. Det er effektivt og vellykket ensemblespil.
Endelig har komponisten og sangerinden Nanna-Karina Schleimann skrevet en række sange, som dels hun selv, dels karaktererne, fremfører. Sangene er smukke og medfortællende, og akkompagnementet klangfuldt, men personligt har jeg det lidt anstrengt med det moderne elektroniske lydunivers i sammenhængen med en 1800-tals historie.
Det er dramatikeren Julie Petrine Glargaard, som har sammenfattet et langt og rigt kunstner-, kvinde- og kærlighedsliv i en blot fem kvarter lang forestilling, og hun er kommet godt omkring, omend, der ind i mellem ikke helt bliver bundet knuder på de mange tråde. Brugen af fortællende rekvisitter, som ‘sand fra Skagen Nordstrand’, et par sko, der markerer ‘forelskelse’ og en kæmpepude, der er symbolet på Ancher-parrets eneste barn, både som ufødt og levende, fungerer meget fint.
En central sætning går igen. Angiveligt var det Anna Anchers læremester i København, Vilhelm Kyhn, som sagde: “De bør lægge Deres malergrej i en trillebør og køre det i havet. Der er nok malere, men gode mødre bliver der aldrig for mange af.” En god mor, blev Anna Ancher aldrig, og datteren Helga var både en hæmsko for hendes kunstneriske udvikling og en kile mellem hende og ægtemanden. Ligger der ikke en dramatisk mor-datter historie i den fortælling?
Jennifer Vedsted Christiansens instruktion samler sig om kvindefortællingen, og det bliver en let, smuk og velklingende portrætforestilling, der er absolut se- og anbefalelsesværdig.
“Annas verden”. Af Julie Petrine Glargaard.
Instruktion: Jennifer Vedsted Christiansen. Scenografi: Sir Grand Lear. Komponist: Nanna-Karina Schleimann.
Medvirkende: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann og Nanna-Karina Schleimann (musik og sang).
Produceret af Det Flydende Teater/Teatergrad.
Spiller udendørs ved Sophienholm i Kgs. Lyngby til 12. august. Derefter landsdækkende turné (indendøre) fra 17.-august til 10. oktober.
Anmeldt 28. juli på Sophienholm.
Forestillingsfoto: Per Morten Abrahamsen.
