Carsten Svendsen er et imponerende omdrejningspunkt i familiemusicalen “Charlie og chokoladefabrikken”, men hans tilstedeværelse har sine omkostninger.

* * * * 

Det varer en time inden Willy Wonka arriverer i den imponerende wide-screen scenografi på Østre Gasværk Teater. Derfra er han konstant i fokus, og med Carsten Svendsens imponerende præstation suger han al energi i det gamle gasværk til sig. Fra det øjeblik ændrer musicalen “Charlie og chokoladefabrikken” sig til at være “Wonka og chokoladefabrikken”.

Carsten Svendsens præstation er en af den slags, hvor der står ‘Reumert-nominering’ skrevet i guldskrift henover. Alt er nærmest perfekt; sangstemmen, nærværet, humoren. Han gør sin Willy Wonka til en charmerende dæmon, med en splint af sårbarhed i øjet. Han er en showman. En forfører. En excentrisk galning.

Af musicalens sidste ni sangnumre, er Willy Wonka allestedsnærværende solist i de syv. Carsten Svendsen kan bære byrden, men det kan showet på Østre Gasværk til gengæld ikke rigtigt. For der sker det mærkelige, at så snart aftenens hovedperson og i særklasse bedste performer træder ind i handlingen, så falder alle andre ud af den. Som en igle suger Carsten Svendsens Willy Wonka al blod ud af ensemblet og energien ud af forestillingen. Den meget lange anden akt er visuelt flot, og det skorter ikke på fantasifulde ideer, når Wonka og hans gæster er på dødsensfarlig rundvisning i den eventyrlige chokoladeverden, men intensiteten daler.

Lad mig lige kort opsumere handlingen. Den ludfattige Charlie bor alene med sin mor og to hold tussegamle bedsteforældre i et par gamle skraldespande. Han elsker Wonka-chokolade, og hvis han er heldig, så får han én plade chokolade hvert år til sin fødselsdag, mere er der ikke råd til.

En dag udskriver Wonka en konkurrence, hvor fem børn kan vinde en tur til hans magiske chokoladeverden. Han skjuler fem guldkort i sine millioner af chokoladebarer, og lover, at én af de fem vil vinde hovedpræmien; et livs forbrug af chokolade.

Det er Charlies største drøm at finde et guldkort, og selvfølgelig lykkes det i sidste øjeblik, så han og hans elskelige bedstefar Joe, der er fuld af røverhistorier, tager afsted til Willy Wonkas fabrik. 

Fire andre børn har også vundet, og dem møder vi i løbet af den vitalt energiske første akt. Den snotforkælede russiske oligark-datter, hvis far har købt alle Wonka-chokolader i hele Rusland, så hans datter kan få hvad hun kræver. En ‘germansk godteguffer’ med en jodlende mor, der stopfodrer ham for ‘jo større han bliver, desto mere er der af ham at elske’. Der er den tyggegummityggende amerikanske poptøs, hvis hipsterfar har store karriereambitioner på hendes vegne, og til sidst den aggressive teenager fra våbenbæltet i midtvesten, som har hacket sig til et guldkort, og forgudes af sin småpimpende mor. 

I hele første akt, hvor alle disse karakterer dukker op, er der fuldt knald på. Det ene vildt underholdende, visuelt opfindsomme shownummer afløser det andet, og hele tiden med jordbundne Charlie og hans herlige familie som tilbagevendende fokuspunkt.

Bertram Hasforth Klem havde på premiereaftenen den krævende rolle som Charlie, og løftede den fejlfrit og med stor charme og ynde. Tilsat en smuk barnestemme i sangnumrene. Han er heller ikke ligefrem en novice sin alder til trods, for han var en af de dygtige drenge, der spillede hovedrollen som Oliver Twist på Det ny Teater.

Kurt Ravn er ganske forrygende som bedstefar Joe, der har et barns vildtvoksende fantasi, og Theresa Sølvsteen er kær som den hårdtarbejdende mor, der prøver at skaffe til dagen og vejen.

Omkring dem fører et omfattende ensemble sig yderst fordelagtigt frem i det overdådige og fantasifulde persongalleri. Man lægger mest mærke til Mathias Flints chokoladehandler, Peter Oliver Hansen som både sortbørshaj og hipsterfar, og Kasper Leisner som russerfar og – cheerleader – så har han også prøvet det! Og Christian Collenburg som den tykke tysker. Men alle skaber fine karakterer, også senere som sære Oompa Lumpaer i Willy Wonkas magiske verden.

Det er al deres energi, som efter pausen suges ind i Carsten Svendsens Willy Wonka, og hvor uovertruffent imponerende hans præstation end er, så bliver forestillingen mere endimensionel og nå ja, faktisk en smule langtrukken og kedelig.

Alting får naturligvis en lykkelig slutning – ikke for alle, men for vores Charlie – så både børn og voksne går glade fra teatret. Men med en lidt fladere fornemmelse i kroppen, end da vi gik til pause.

“Charlie og chokoladefabrikken” er baseret på en historie af Roald Dahl – præcis ligesom “Matilda”, der spilles samtidig på Det kgl. Teater. I Rune David Grues instruktion og med en ganske imponerende scenografi af Palle Steen Christensen forekommer “Charlie og chokoladefabrikken” at være smule mere underholdende end “Matilda”, og Carsten Svendsen er i hvert fald en oplevelse, der er hele aftenen værd.

“Charlie og chokoladefabrikken”. Baseret på fortælling af Roald Dahl. Manuskript: David Grieg. Musik: Marc Shaiman. Sangtekster: Scott Whitman og Marc Shaiman. Sange fra filmen: Leslie Bricusse og Anthony Newley. Oversætelse: Mathias Flint.

Instruktion: Rune David Grue. Scenografi og videodesign: Palle Steen Christensen. Kostumedesign: Karin Gille. Koreografi: Roine Söderlundh. Kapelmester: Henrik Svenning.

Medvirkende: Carsten Svendsen, Bertram Hasforth Klem (alternerende med Bertram Lyng Engelsted Jarkilde), Kurt Ravn, Mathias Flint, Therese Sølvsteen, Christian Collenburg, Kimmie Liv Sennova, Sophie Marie Jeppesen, Kasper Leisner, Nanna Rossen, Peter Oliver Hansen, Ashok Peter Pramanik, Rikke Bilde, Katrine Skovbo, Max-Emil Nissen, Matthew One Bailey, Regitze Glenthøj, Dina Fie Lorentzen. Stort orkester.

Spiller på Østre Gasværk til 6. marts.

Produceret i samarbejde mellem Østerbro Teater (Østre Gasværk) og Aarhus Teater.

Anmeldt 11. februar (premiere)

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.