Husets Teaters forestilling “O’s historie” er alt andet end det man tror og forventer at den vil være. Er det godt eller skidt? Det er i hvert fald forvirrende og forstyrrende.
* * *
Hvad forventer man, når Husets Teater i København beder to performancekunstnere om at skabe en teaterforestilling baseret på den erotiske kultroman “O’s historie” under teatrets projektsamarbejde, kaldet Toaster, med udstillingbygningen Den Frie, og når forestillingen lanceres med disse ord: Forestillingen fortæller den bizarre og problematiske historie om bogens tilblivelse; en historie om kærlighed, magt og poetiseret kvindehad.
Indrømmet, det sidste jeg havde forestillet mig at skulle se var en tegneserie-karikeret fransk salonfarce. Det er ikke desto mindre præcis hvad “O’s historie’ er. Så er I advaret eller det modsatte alt afhængigt af præferencer. Personligt elsker jeg farcer, og forestillingen på Husets Teater spilles også i perioder balstyrisk morsomt med legende elegant slapstick-humor, så man både klukler og skraldgriner af løjerne. Forestillingens helt store, jeg vil kalde det problematiske udfordring er dog, at man forventer noget helt, helt andet.
For eksempel er forestillingen ikke det mindste erotisk. Og når Özlem Saglanmak i rollen som forfatteren bag bogen, Anne Desclos (hun skrev den under pseudonymet Pauline Réage), læser op af passager fra sin fortælling for at pirre forlagschefen Jean Paulhan, som hun er forelsket i, så er det med vægt på det komiske og akavede. Overfor hende kan svenske Anders Mossling nærmest ikke være i sig selv af liderlig opstemthed. Det er uhyre grinagtigt, men bestemt ikke dampende erotisk.
Kunstnerduoen Kirsten Astrup & Maria Bordorff, der i kunstkredse er kendt for at arbejde med film, musik og performance, debuterer scenedramatisk med deres overraskende greb om historien, og heldigvis får de også underliggende fortalt en temmelig uskøn historie om mænds magt over kvinder, der helt grundlæggende handler om foragt og mangel på respekt. Anne ydmyger sig selv med sine ord i stedet for at blive pisket og lænket. Det er ikke sådan, at det budskab drukner, der er blot noget ved signalet, der ikke rigtigt fungerer.
I dokumentarisk fortællestil oprulles beretningen om forlagsredaktøren Anne, som for at tiltrække sin magtfulde chef, Paulhan, der har en svaghed for sadomasochistisk erotisk litteratur, i bedste ‘1001 nat’-stil skriver historien om O, der betingelsesløst underkaster sig velhavende mænds bizarre lyster, for kærlighedens skyld, for til sidst at begå selvmord. Forestillingens fortæller er en rustningklædt kvinde (Isa Marie Henningsen), som også kommenterer handlingerne undervejs med tiltagende indignation. Er hun en Jeanne d’Arc karakter? Det var min første tanke, men det svæver også lidt i luften. Anton Hjejle skaber en grotesk og morsom karakter ud af forlæggeren Jean-Jacques Pauvert, der udgav den originale roman, og Özlem Saglanmak optræder også som både Peter Sellers-agtig fransk politimand og som surrealistisk femme fatale, kunsteren Leonor Fini, der på et tidspunkt illusterer en særudgave af “O’s historie’. Alt sammen voldsomt morsomt spillet med dygtig timing i farceteknikkerne.
Astrup & Bordorff har krydret farcen med en stilistisk pariser-scenografi på grænsen til det tegneserieagtige, og meget elegant skabt et musikalsk lydspor, der vækker mindelser om 1960’ernes franske art film. På den måde fusioneres Hergé, Francois Truffaut og Louis de Funes med kvindeundertrykkende litterær erotik. Og det er da en ganske pikant kombination.
Løjerne varer lige i underkanten af en time og et kvarter, og det vil være synd at sige at man forlader den næsten ubehageligt overophedede teatersal klogere end da man gik ind. Snarere konfust forvirret, men godt underholdt.
“O’s historie”. Manuskript af Maria Bordorff.
Koncept, instruktion & scenografi: Kirsten Astrup og Maria Bordorff. Musikalsk koncept, kompositorisk forlæg og medkomponist: Kirsten Astrup. Komposition og arrangement: Andreas Åberg-Jensen.
Medvirkende: Özlem Saglanmak, Anders Mossling, Anton Hjejle og Isa Marie Henningsen.
Spiller på Husets Teater til 28. maj.
Anmeldt 30. april (premiere).
Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind.
