Fuldfed reggae- og rap-fest i Operaen er til seks stjerner, men replikkerne er så tåkrummende pinlige, at de burde være skrottet længe inden premieren.
* * * *
Der spreder sig en umiskendelig duft af fjolleurt i Operaen, hen mod slutningen af musikforestillingen ”Natasja”, samtidig med at ensemblet fyrer den max af på scenen med hittet ”Calabria” efterfulgt af de to sange, som mere end nogle andre har skabt musikikonet Natasja Saad; ”Op med ho’det” og ”Gi’ mig Danmark tilbage”.
Er duften en del af showet, udsendt fra et sted backstage, eller er det simpelthen premierepublikummet, der har fyret op under festen? Jeg tror det sidste. Én ting synes i hvert fald helt sikker; sådan har der aldrig duftet i finkulturens majestætiske højborg før.
”Natasja” er fra start til slut en fed fest. En forestilling om reggae- og rapfænomenet Natasja, som døde alt for ung, som blot 32-årig i 2007 i en bilulykke på Jamaica. Hun var inden da nærmest lige slået igennem, som man sagde i musikbranchen dengang, med et talent, der rakte langt ud over genrens grænser. Hun skrev formidable, nærværende, personlige og politisk skarpe tekster, og optrådte med en charme og et udtryk, der gjorde hende til hvad Nik & Jay ville kalde en ægte artist. Hendes sange holder endnu. 100 procent.
Alligevel er det måske ikke ligefrem naturligt at Natasja nu hyldes med en teaterperformance om hendes liv, for når sandheden skal frem, så er der jo ikke meget kød på pølsepinden, når hovedpersonen blot blev 32. Vi får historien fortalt, om en rapkæftet ung pige fra Det Frie Gymnasium, med afrikansk far og dansk mor, der tør rap-battle med de seje drenge på Christiania, fester natten lang, får en pladekontrakt, men afviser den svenske succesproducer, fordi hun ikke vil lave pop, men reggae. Så bliver hun fyret, må tage job som staldpige på Klampenborg, bliver jockey. Kommer ud for en rideulykke og får alligevel trængt igennem med sin musik, og sine tekster. Historien tilføjer ikke væsentligt nyt i forhold til hvad man enten ved i forvejen eller kan google sig til på en formiddag.
Men musikken! F*** hvor den rykker! Natasja spilles og synges af ikke færre end tre sangere; Feven Geles, Cisilia Ismailova og Roberta Hilarius Reichhardt, som på skift og sammen personificerer Natasja med maksimal girlpower og fed attitude. Mens Feven Geles og Cisilia Ismailova primært har deres kvaliteter som sangere og rappere, formår skuespilleren Roberta Hilarius Reichhardt i perioder at skabe et meget troværdigt portræt af en ung, selvstændig kvinde med vilje og styrke. De tre bakkes op af de fire fantastiske mandlige dansere Luc Boris André Kouadio, Ibrahim Ukash Flensborg Madsen, Oliver G. Zohore Bergstedt og Suad Demirovic, der virkelig har the moves i Toniah Pedersens forrygende street-koreografi. Dertil kommer rapperen Pharfar, skuespilleren Trine Appel og sangerinden Caroline Henderson, der på hver deres måde og med hver deres stemme bidrager til festen. Når Trine Appel i rollen som Natasjas mor til sidst synger den rørende ”Jeg kan se det for mig” bliver der for en stund helt stille i salen, men ellers er forestillingen en fed fest for publikum, en fremragende teaterkoncert.
Hvis de dog bare havde ladet musikken tale for sig selv. Men så vel er det desværre ikke. For der er også en dramatiseret historie med replikker og dialoger. Og den del af ”Natasja” falder helt til jorden. Det er rapperen og dramatikeren Clement Le Telling, som har fået idéen til ”Natasja”, og det er ham der har skrevet manuskriptet – på vers! Måske for at skabe en kobling mellem det rimende rap-univers og den traditionelle dramatiske scene, måske for bare at prøve noget nyt. Resultatet er tåkrummende pinligt. Ja, faktisk har man vel ikke hørt noget værre fra en større scene siden dengang Natasja Crone og Søren Pilmark var værter for Melodi Grand Prix i Danmark, og af den engelske tv-kommentator Terry Wogan blev kaldt for tandfeen og doktor død. Den begavede instruktør, Nikolaj Cederholm, teaterkoncertgenrens skaber, må have haft nogle meget lange nætter mens prøvearbejdet stod på, og han og forestillingens medproducent, Lion Musicals, må da have haft deres overvejelser undervejs, om den dialog virkelig skulle benyttes eller simpelthen skrottes.
Det er nok bare svært, når det er idémanden og medproducenten til det hele, der har skrevet skidtet. Nikolaj Cederholm får det bedste han kan ud af det – han er tilmed udfordret af at kun to af de ti i ensemblet er skuespillere, der har lært at sige replikker. Mens Trine Appel har bund og hjerte i rollen som Natasjas mor, bliver hendes pladeselskabsdirektør, og rollerne som rig hesteejer og hospitalslæge til flove klichéfyldte karikaturer, ligesom Caroline Hendersons svenske Benny Pop. Som om karaktererne ikke er stereotype nok, så foregår det altså på vers. Det er perverst ringe!
Det er heldigvis musikken og musikaliteten i ”Natasja”, der sejrer til sidst. Benjamin La Cours scenografi og videodesign skaber flotte, flotte scenebilleder, og det hele slutter i en fest som sjældent set på en teaterscene. Et musikalsk show til seks stjerner, en dialog til 0 stjerner.
—-
”Natasja”.
Idé og manuskript: Clemens Le Telling. Musik & sangtekster: Natasja Saad, Pharfar, Saqib Hassan, Rasmus Seebach, Nicolai Seebach, Rune Rk, Volmers World, Kenneth Bager, Clemens Le Telling m.fl.
Instruktion: Nikolaj Cederholm. Koreografi: Toniah Pedersen. Scenografi & videodesign: Benjamin La Cour. Supplerende kompositioner, musikproduktion & musikalske arrangementer: Thomas Volmer Schultz. Kostumedesign: Rikke von Qualen.
Medvirkende: Roberta Hilarius Reichhardt, Feven Geles, Cisilia Ismaolova, Caroline Henderson, Trine Appel, Pharfar, Luc Boris André Kouadio, Ibrahim Ukash Flensborg Madsen, Oliver G. Zohore Bergstedt og Suad Demirovic.
Producent: Clemens Le Telling, Christian Krage (Live Nation) og Thomas Langkjær (Lion Entertainment).
Spiller I Operaen til 3. august.
Anmeldt 13. juli (premiere)
Foto: Morten Rygaard
